Revised Common Lectionary (Complementary)

Den almægtige Guds godhed

30 Da det gik op for Rakel, at hun ikke kunne få børn, blev hun jaloux på sin søster. „Giv mig børn—eller jeg dør!” klagede hun til Jakob. ² Men så blev Jakob vred. „Er jeg måske Gud? Det er ikke min skyld, at du ikke kan få børn!”

³ Da sagde Rakel: „Gå ind til min tjenestepige Bilha, så hun kan blive gravid, og jeg kan få et barn ved hjælp af hende.” ⁴ Så gav hun Jakob Bilha til kone, og han lå hos hende. ⁵ Hun blev gravid og fødte en søn. ⁶ Rakel kaldte ham Dan.^[a] „Gud har skaffet mig min ret,” sagde hun, „han har hørt min bøn og givet mig en søn.” ⁷ Rakels tjenestepige Bilha blev igen gravid og fødte endnu en søn. ⁸ Rakel kaldte ham Naftali.^[b] „Jeg har holdt ud i kampen med min søster,” sagde hun, „og jeg har fået min belønning.”

⁹ I mellemtiden tænkte Lea, at hun nok ikke fik flere børn selv. Derfor gav hun Jakob sin tjenestepige Zilpa til kone, ¹⁰ og Zilpa fødte snart en søn, ¹¹ som Lea kaldte Gad.^[c] „Hvor er jeg heldig!” udbrød hun. ¹² Zilpa fødte endnu en søn, ¹³ som Lea kaldte Asher.^[d] „Hvor er jeg velsignet,” sagde hun. „De andre kvinder vil sige det samme.”

¹⁴ En dag midt i hvedehøsten, hvor Ruben var ude i marken, fandt han nogle kærlighedsfrugter,^[e] og han tog dem hjem til sin mor Lea. Rakel opdagede det og tiggede Lea om at give hende nogle af dem. ¹⁵ Lea svarede fortørnet: „Først stjal du min mands hjerte—og nu vil du tage min søns kærlighedsfrugter!” „Jeg vil lade ham sove hos dig i nat som betaling for kærlighedsfrugterne,” sagde Rakel.

¹⁶ Så om aftenen, da Jakob var på vej hjem fra høstarbejdet, gik Lea ham i møde. „I nat skal du sove hos mig,” sagde hun, „for jeg har betalt for dig med nogle kærlighedsfrugter, som min søn fandt.” Den nat sov de så sammen. ¹⁷ Og Gud bønhørte Lea, så hun blev gravid igen og fødte sin femte søn. ¹⁸ Ham kaldte hun Issakar.^[f] „Gud har belønnet mig, fordi jeg gav min tjenestepige til min mand,” sagde hun. ¹⁹ Senere blev hun gravid igen og fødte sin sjette søn. ²⁰ Hun kaldte ham Zebulon.^[g] „Gud har givet mig en vidunderlig gave til min mand,” sagde hun. „Nu må han da respektere mig, for jeg har givet ham seks sønner.” ²¹ Senere fødte hun også en datter, som hun kaldte Dina.

²² Derpå greb Gud ind i Rakels situation. Han hørte hendes bøn, og hun blev gravid. ^23-24 Hun fødte en søn, som hun kaldte Josef.^[h] „Gud har borttaget min skam,” sagde hun. „Må han give mig endnu en søn!”

¹⁸ De lidelser, vi skal igennem her og nu, regner jeg ikke for noget i sammenligning med den herlighed, som vi skal opleve engang. ¹⁹ Alt, hvad Gud har skabt, længes efter at få del i den herlighed, som hans børn engang skal få. ²⁰ Hele skaberværket lever under håbløshedens åg, ikke fordi det ønskede det, men fordi Gud måtte straffe de første menneskers ulydighed. Dog er der håb. ²¹ Alt det skabte vil engang blive sat fri fra den nuværende forgængelighed og død og få del i den herlige frihed, som Guds børn skal opleve. ²² Vi ved, at alt det skabte til stadighed stønner og vrider sig som i veer. ²³ Selv vi, der har fået Guds Ånd som en forsmag på den kommende herlighed, stønner og sukker, mens vi med længsel venter på at få en ny og udødelig krop og på at modtage alt, hvad Gud har til os som sine elskede børn. ²⁴ Vi fik et fantastisk håb, da vi kom til tro. Man behøver jo ikke at håbe på det, man ser foran sig. ²⁵ Men når vi håber på det, vi endnu ikke har set, så gør vi det med udholdenhed og stor forventning.

²⁶ Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud. Men så træder Ånden til og beder med dybe suk, som ikke kan udtrykkes i ord. ²⁷ Gud kender det inderste i hjertet og ved, hvad Helligånden har i tanke, for Ånden beder inderligt på vores vegne og efter Guds vilje. ²⁸ Og vi ved, at Gud kan få det bedste ud af alting, når det gælder dem, der elsker ham—dem, som han har besluttet at kalde. ²⁹ Han kendte dem i forvejen, og han har bestemt, at de skal komme til at ligne hans Søn, så Jesus kan være den første af mange søskende. ³⁰ Dem, Gud i forvejen har vedkendt sig, har han også kaldet. Og dem, han har kaldet, har han også frikendt, og dem, der er frikendt, får del i hans herlige og evige liv.