Revised Common Lectionary (Complementary)
7 Hør, hvad Herren siger: „Syng af glæde over Israels folk, bryd ud i jubel over den ypperligste blandt nationerne. Lovpris mig og bed mig om at redde Israels rest. 8 Fra landet mod nord og fra jordens fjerneste afkroge samler jeg mit folk og fører dem hjem. Iblandt dem er der blinde og lamme, gravide og fødende kvinder. Det er en stor forsamling, der vender hjem. 9 De beder og græder af glæde, mens jeg fører dem hjem. Jeg bereder vejen for dem, så de ikke snubler, jeg sørger for frisk vand til dem på rejsen. Jeg er som en far for Israel, Efraim er min førstefødte søn.”
Guds hjemvendte folk
126 En valfartssang.
Da Herren bragte os hjem til Zion,
var det, som om vi drømte.
2 Vi lo og jublede, vi sang af glæde.
Folkeslagene udbrød: „Herren har gjort et under for sit folk!”
3 Ja, Herren har gjort et under for os,
vi jubler af glæde.
4 Herre, velsign os igen og giv os fremgang,
som regnen fylder de udtørrede floder.
5 De, der såede med gråd,
skal høste med glæde.
6 Grædende spredte de sæden ud,
syngende bringer de høsten i hus.
23 Der er endnu en forskel: Ifølge den gamle ordning var man nødt til at indsætte en ny ypperstepræst, hver gang døden satte en stopper for den tidligere ypperstepræsts tjeneste. 24 Men den ypperstepræstelige tjeneste Jesus udfører, kommer aldrig til ophør. Han lever jo for evigt. 25 Fordi han lever evigt og altid beder inderligt for os, er han i stand til at føre alle mennesker, som ønsker at komme til Gud gennem ham, til den fuldkomne frelse.
26 Det er netop sådan en ypperstepræst, vi har brug for, en, der trofast tjener Gud uden synd, ubesmittet af det onde og ophøjet over alle himle. 27 Han er helt anderledes end de andre ypperstepræster, som gang på gang måtte bringe slagtofre til Gud, først for at få tilgivelse for deres egne synder og dernæst for folkets synder. Den slags gentagne syndofre behøver Kristus ikke at bringe, for da han ofrede sig selv på korset, skabte han fuld forsoning én gang for alle. 28 Med udgangspunkt i de jødiske love blev dødelige og ufuldkomne mennesker indsat som ypperstepræster, men med udgangspunkt i løftet om en evig præst efter Melkizedeks forbillede, et løfte, som kom senere end lovbogen, er Guds egen Søn indsat som en evig og fuldkommen ypperstepræst.
En blind bliver helbredt og slutter sig til Jesus(A)
46 Jesus og disciplene nåede så frem til Jeriko. Da de senere forlod byen, blev de fulgt af en skare af mennesker. Ved vejkanten sad der en blind tigger ved navn Bartimæus, Timæus’ søn. 47 Da han hørte, at Jesus fra Nazaret nærmede sig, begyndte han at råbe: „Jesus, du Davids Søn,[a] forbarm dig over mig!”
48 Der var mange, der skældte ham ud og sagde, at han skulle tie stille. Men han var ikke til at standse. Højere og højere råbte han: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
49 Jesus standsede og sagde: „Bring ham herhen!”
Så var der nogle, der gik hen og sagde til den blinde: „Vær ved godt mod! Rejs dig og kom. Jesus kalder på dig.”
50 Bartimæus kastede sin kappe til side, sprang op og gik hen mod Jesus.
51 „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus.
„Mester! Jeg vil gerne kunne se,” svarede den blinde.
52 „Din bøn er hørt! Det var din tro, der reddede[b] dig!”
Straks fik manden sit syn igen og fulgte derefter med Jesus.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.