Revised Common Lectionary (Complementary)
Menneskets ondskab og Guds godhed
36 Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David.
2 Onde mennesker har et oprørsk hjerte,
de har ingen respekt for Gud.
3 De er blændet af deres eget hovmod,
de vil ikke erkende deres egen synd.
4 Deres tale er løgn og bedrag,
de er ligeglade med, hvad der er ret og rigtigt.
5 De ligger om natten og lægger onde planer,
de gør bevidst det, de ved, er forkert,
i stedet for at tage afstand fra det onde.
6 Herre, din nåde er uden ende,
din trofasthed er uden begrænsning.
7 Din godhed er uden sidestykke,
din visdom er ufattelig som havets dyb.
Du holder hånden over både mennesker og dyr.
8 Hvor er din kærlighed fantastisk, Gud,
mennesker søger ly i dine vingers skygge.
9 De nyder velsignelsen fra dit eget bord,
og du lader dem drikke af din herligheds kilde.
10 Du er den, der giver liv til os alle,
du er Lyset, som oplyser vores indre.
11 Din kærlighed omslutter dem, der følger dig,
de oprigtige af hjertet kan regne med din hjælp.
12 Lad ikke de hovmodige trampe mig ned,
eller gudløse mennesker jage mig bort.
13 Jeg ved, at de onde vil få deres straf,
de bliver slået ud, så de ikke rejser sig igen.
Hungersnøden bliver værre
13 Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kana’an, hvor jorden blev totalt udtørret. 14 Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kana’an, opbevarede han i Faraos skatkammer. 15 Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kana’an, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”
16 „Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” 17 Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.
18 Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. 19 Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”
20 Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, 21 og alle landets indbyggere blev fæstebønder. 22 Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.
23 Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. 24 Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”
25 „Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” 26 Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.
Advarsel mod farisæernes vantro(A)
14 Disciplene havde glemt at tage mere brød med, så de havde kun ét brød med sig i båden. 15 Så da Jesus advarede dem og sagde: „Vær på vagt over for den surdej, der kommer fra Herodes og farisæerne,” 16 begyndte de at diskutere, om han havde sagt det, fordi de ikke havde brød nok med.
17 Jesus var klar over, hvad de hviskede sammen om. „Hvorfor snakker I om, at I ikke har brød med?” sagde han. „Fatter I endnu ikke alt det, som allerede er sket? 18 Har I ikke øjne at se med? Har I ikke ører at høre med? 19 Har I allerede glemt det, der skete med de 5000, jeg bespiste med fem brød? Hvor mange kurve med brødrester samlede I ind bagefter?”
„Tolv,” svarede de.
20 „Og da jeg bespiste de 4000 med syv brød, hvor meget blev der da tilovers?”
„Syv kurvfulde,” svarede de.
21 „Fatter I stadig ingenting?”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.