Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 107:1-3

Herrens trofasthed mod sit folk

107 Tak Herren, for han er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid.
Det er, hvad Herrens folk bør sige,
    dem, han befriede fra fjendens magt
og bragte tilbage fra fjerne lande,
    fra øst og vest og syd og nord.

Salme 107:33-43

33 Han forvandlede floder til ødemark,
    gjorde kildevand til ørkensand.
34 Frugtbart land blev til saltsletter
    på grund af beboernes ondskab.
35 Men derefter gjorde han ørkenen til oase
    og ødemarken til frugtbart land,
36 så hans sultende folk kunne slå sig ned
    og bygge byer, hvor de kunne bo,
37 tilså deres marker, plante vingårde
    og bringe en bugnende høst i hus.
38 Han velsignede dem, de blev mange,
    og der var ingen mangel på kvæg.

39 Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker,
    mange døde, så de blev færre og færre.

40 Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere,
    lade dem flakke om i øde egne.
41 Men de, der søgte hjælp hos Herren,
    blev reddet ud af deres ulykke.
Han tog sig af dem,
    så de trivedes og havde fremgang.
42 De retskafne glæder sig over at se det,
    men de onde holder skamfuldt deres mund.
43 De vise vil lægge mærke til det
    og anerkende Herrens trofasthed.

Esajas 55:1-9

55 Kom til mig, alle I, som tørster, her er vand. Kom og få mad og drikke, selvom I ingen penge har. Kom og tag for jer af retterne. I kan købe vin og mælk uden at betale. Hvorfor bruger I jeres penge på noget, der hverken mætter eller nærer? Lyt til mig, så får I, hvad der er godt, udsøgte retter, som mætter jeres sjæle.

Ja, kom til mig og læg mærke til, hvad jeg siger—lyt til mig, så skal I leve! Jeg vil slutte en evig pagt med jer og opfylde de troværdige løfter, jeg i min nåde gav til David. Jeg gjorde ham til en stor leder og hærfører for at vise min magt over for folkeslagene. Engang vil I blive opsøgt af folkeslag, I ikke kender. Folk, som ikke kender jer, vil søge hjælp hos jer, fordi Herren jeres Gud, Israels Hellige, vil vise sin herlighed iblandt jer.”

Søg Herren, mens han er til at finde. Kald på ham, mens han er nær. De gudløse skal holde op med deres oprørske handlinger og ændre deres onde tanker. De skal vende sig til Herren, så han kan vise dem barmhjertighed. Ja, vend tilbage til jeres Gud—for han er mere end villig til at tilgive.

Herren siger: „Jeg tænker ikke, som I gør, og jeg handler ikke, som I gør. Der er himmelvid forskel på mine tanker og jeres, og på min handlemåde og jeres.

Markus 8:1-10

Bespisningen af de 4000 ikke-jøder(A)

Der var igen samlet en stor skare mennesker omkring Jesus, og de havde ikke noget at spise. Jesus kaldte så på disciplene. „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. Hvis jeg sender dem af sted uden at give dem noget, kan de falde om af udmattelse på vejen hjem. Nogle af dem er jo kommet langvejsfra.”

„Men det er da umuligt at skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.

„Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus.

„Syv,” svarede de.

Så fik han folk til at sætte sig på jorden. Derefter tog han de syv brød, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, som så delte mad ud til folkeskaren. Der var også nogle småfisk, som Jesus bad en takkebøn for, hvorefter han gav dem til disciplene, for at de skulle dele dem ud. Der var nok til, at alle spiste sig mætte, og da resterne blev samlet sammen, fyldte de syv kurve. Tallet på de tilstedeværende mænd var ca. 4000. Efter måltidet fik han dem alle til at gå hjem.

10 Umiddelbart efter gik Jesus om bord i en båd sammen med sine disciple, og de sejlede til egnene ved Dalmanuta.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.