Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 145:10-18

10 Kan mennesker gøre andet end takke dig, Herre?
    Dine tjenere vil altid lovprise dig.
11 Lad os altid tale om dit riges herlighed,
    fortælle om din vældige magt.
12 Mennesker i hele verden skal høre om din magt,
    om dit riges strålende herlighed.
13 Når alt andet forgår, vil dit rige bestå.
    Du skal regere i evighed.
Ord fra dig kan man stole på,
    dine handlinger viser din nåde imod os.[a]
14 På livets vej kan vi synke i knæ,
    men du rejser os op, når vi falder.
15 Retter vi vores blik mod dig i tro,
    vil du altid give os det, vi har brug for.
16 Så snart et menneske erkender sit behov,
    er du straks parat til at opfylde det.
17 Trofasthed og retfærdighed kendes du på,
    dine handlinger er baseret på kærlighed.
18 Uden undtagelse hjælper du alle,
    som beder til dig af et oprigtigt hjerte.

Anden Kongebog 3:4-20

Elisa forudsiger Israels sejr over Moab

Moabs konge, Meshek, og hans undersåtter var fåreavlere. De plejede at betale en årlig skat til Israel på 100.000 lam samt uld fra 100.000 væddere. Men efter Ahabs død gjorde kongen af Moab oprør mod Israels herredømme og nægtede at betale skat. Kong Joram mønstrede straks den israelitiske hær og drog af sted sydpå fra Samaria. Samtidig sendte han bud til kong Joshafat af Juda: „Moabs konge har gjort oprør imod mig. Vil du hjælpe mig med at slå oprøret ned?”

„Selvfølgelig,” svarede Joshafat. „Mine folk og mine heste står til din rådighed. Fortæl mig, hvilke angrebsplaner du har.”

„Jeg har tænkt mig at angribe sydfra, fra Edoms ørken,” svarede Joram.

Så sluttede Judas konge sig til ham, og senere kom Edoms konge også med. I syv dage fulgte hærene en omvej gennem ørkenen, men så slap deres vandbeholdning op, og der var ikke en dråbe tilbage, hverken til mændene eller dyrene, de havde med.

10 „Hvad skal vi nu gøre?” udbrød Israels konge. „Har Herren virkelig ført os herud, for at Moabs hær kan besejre os?”

11 Men Joshafat spurgte: „Er der ikke en af Herrens profeter i nærheden, som kan spørge Herren, hvad vi skal gøre?”

„Jo, der er,” udbrød en af de israelitiske officerer. „Elisa bor her tæt ved. Han var profeten Elias’ højre hånd.”

12 „Ja, det er en mand, som virkelig taler Herrens ord,” bekræftede Joshafat. Så tog Israels, Judas og Edoms konger hen til Elisa for at spørge ham til råds.

13 Da Elisa så kong Joram, sagde han: „Hvad har jeg med dig at gøre? Hvorfor spørger du ikke din mors og fars profeter til råds?”

Men kong Joram svarede: „Fordi det er Herren, som har ført os herud for at blive slagtet af Moabs konge.”

14 „Jeg sværger ved den levende Gud, som jeg tjener, at jeg ikke ville værdige dig et blik, hvis det ikke var for kong Joshafat af Judas skyld,” svarede Elisa. 15 „Men få nu fat i en musiker.” Det gjorde de så, og mens han spillede, kom Herrens kraft over Elisa.

16 „Herren siger, at I skal grave en masse huller i det udtørrede flodleje i bunden af dalen,” sagde Elisa. 17 „I vil ikke mærke nogen vind eller se nogen regn, men alligevel vil dalen blive fyldt med vand, så der bliver rigeligt til jer og jeres dyr. 18 Men ikke nok med det. Herren vil også give jer sejr over Moabs hær. 19 I skal erobre alle landets betydningsfulde byer, der er stærkt befæstet. I skal fælde deres frugttræer, tilstoppe deres kilder og ødelægge markerne med sten.”

20 Næste morgen omkring morgenofferets tid kom der ganske rigtigt vand ned fra Edoms højland og fyldte flodlejet.

Kolossensern 3:12-17

12 Som Guds udvalgte, elskede og hellige børn skal I iklæde jer det liv, han gav jer. Vær barmhjertige, venlige, ydmyge, imødekommende og tålmodige. 13 Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, så snart der er noget at tilgive. Som Herren tilgav jer, skal I også tilgive hinanden. 14 Frem for alt skal jeres liv være præget af kærlighed, som er det bedste middel til at knytte os sammen.

15 Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker. I blev jo kaldet til at leve i fred som lemmer på samme legeme. Vær altid taknemmelige. 16 Lad Kristi ord få lov at fylde meget i jeres liv, så I kan undervise og vejlede hinanden med hans visdom. Syng lovsange, salmer og åndelige sange med taknemmelighed i hjertet til Gud. 17 Lad alt, hvad I siger og gør, være motiveret af lydighed mod Kristus og taknemmelighed til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem Kristus.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.