Revised Common Lectionary (Complementary)
Lovsang på vej til templet
100 En takkesang.
Råb af fryd for Herren,
2 tilbed jeres Gud med glæde,
kom til ham med jublende sang.
3 Forstå, at Herren er Gud,
han skabte os, og vi er hans folk,
vi er den fåreflok, han passer.
4 Træd ind ad tempelporten med takkesang,
gå ind i hans forgård med glæde,
lovpris hans navn og sig ham tak,
5 for Herren er god,
hans nåde varer til evig tid,
hans trofasthed fra slægt til slægt.
Kongen leder sit folk i det endelige slag
14 Herren selv vil lede sit folk i kampen. Hans pile farer af sted som lyn. Den Almægtige blæser alarm, stormer frem som en hvirvelvind fra ørkenen i syd. 15 Han beskytter sit folk, mens de slår fjenderne ned og træder dem under fode. De bliver som berusede af sejren og hugger fjenden ned i et stort blodbad. 16 Til den tid skal Herren, deres Gud, frelse dem, som hyrden, der redder sin hjord, og de skal stråle i det land, han har givet dem, som juveler i en kongekrone. 17 Hvilken vidunderlig fremtid. De unge mænd og piger vil være sunde og stærke, for der skal være rigeligt med korn og vin.
Herrens omsorg for sit folk
10 Bed Herren om regn om foråret, for så vil regnen give vækst til markens planter. Det er jo Herren, der skaber tordenskyerne og sender regn. 2 Husgudernes svar var falske, og sandsigernes syner var svindel. Alle deres drømme var kun tomme ord. Derfor fór I vild som får, der ingen hyrde har.
17 Fra Milet sendte han bud efter lederne fra menigheden i Efesos. 18 Da de var kommet, sagde han til dem: „I ved, hvordan jeg i al den tid, jeg var hos jer, lige fra den første dag jeg satte mine ben i provinsen Asien, 19 til stadighed har tjent Herren i al ydmyghed og med tårer under de forfølgelser, jeg har måttet gennemgå på grund af jødernes sammensværgelser imod mig. 20 Jeg har aldrig holdt mig tilbage fra både offentligt og i hjemmene at forkynde og undervise jer om alt det, som kunne være jer til hjælp. 21 Jeg har forkyndt det samme budskab for jøder og for grækere om at tage afstand fra det onde og komme til Gud og om at tro på Jesus, vores Herre.
22 Nu er jeg på vej til Jerusalem. Jeg tager derhen i lydighed mod Helligånden uden at vide, hvad der skal ske mig der. 23 Dog ved jeg, at Helligånden i den ene by efter den anden gentager for mig, at lidelse og fængsel venter mig forude. 24 Men jeg regner ikke mit eget liv for noget, når blot jeg kan fuldføre den gerning, som Herren Jesus har givet mig, nemlig at forkynde det gode budskab om Guds nåde.
25 Jeg ved, at ingen af jer, som jeg har været sammen med og undervist om Guds rige, kommer til at se mig igen. 26 Derfor er det mig i dag magtpåliggende at sige til jer, at det ikke er mit ansvar, hvis nogen af jer forspilder jeres liv, 27 for jeg har ikke undladt at forkynde jer alt, hvad der er Guds vilje. 28 Tag derfor vare på jer selv og på de mennesker, som Helligånden har sat jer som ledere for. Vær hyrder for Herrens menighed,[a] som han købte med sit eget blod. 29 Jeg ved, at når jeg er borte, vil falske lærere dukke op iblandt jer som ulve, og de vil angribe menigheden uden barmhjertighed. 30 Endog mænd fra jeres egen kreds vil være parate til at fordreje sandheden for at hverve tilhængere. 31 Vær derfor på vagt! Og husk på, hvordan jeg på grund af min omsorg for jer blev ved med at vejlede hver enkelt af jer dag og nat i tre år. 32 Nu overgiver jeg jer til Gud og til budskabet om hans nåde, som kan styrke jer og give jer del i alt det, som Gud har til sine børn.
33 Jeg har aldrig stræbt efter at eje guld eller sølv eller dyrt tøj. 34 I har selv set, hvordan jeg med egne hænder har arbejdet, ikke blot for at klare mig selv, men også for at kunne sørge for dem, der fulgtes med mig. 35 Jeg har vist jer, at ved at arbejde bør vi hjælpe dem, der har svært ved at klare sig, og vi bør huske på de ord, som Herren Jesus selv sagde: ‚Der er større velsignelse ved at give end ved at modtage!’ ”
36 Efter at have sagt det knælede han ned og bad sammen med dem. 37 Derefter omfavnede de ham til afsked, og de brast alle i gråd. 38 Det, der smertede dem mest, var, at han havde sagt, at de aldrig ville få ham at se igen. Så fulgte de ham ned til skibet.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.