Revised Common Lectionary (Complementary)

Løfte om tilbagevenden til deres eget land og et nyt rodskud fra Davids slægt

23 Herren, Israels Gud, siger: „Mit folks ledere fortjener deres straf. De skulle have været hyrder for min hjord, men har i stedet ført dem i ulykke, og de er årsag til, at hjorden bliver spredt for alle vinde. ² I stedet for at føre dem til et trygt og sikkert sted, har de drevet dem mod død og undergang. Derfor vil jeg straffe dem for deres onde handlinger. ³ Men engang vil jeg samle resterne af min hjord fra alle de lande, jeg spredte dem til, og føre dem tilbage til folden, hvor de vil opleve fremgang og vækst. ⁴ Jeg vil udpege gode hyrder til at tage sig af dem, så de ikke længere har noget at frygte, og ingen af dem skal fare vild.”

⁵ „Og engang i fremtiden,” siger Herren, „vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme. ⁶ Hans navn skal være ‚Herren er vores redning’^[a] for Judas folk vil blive reddet, og Israel skal leve i tryghed.

Herren er min hyrde

23 En sang af David.

Jøder og ikke-jøder føjes sammen til en ny bolig for Gud

¹¹ I ved, at jøderne altid har betragtet sig selv som Guds særlige folk, og I andre blev ikke regnet for noget, fordi I ikke har det ydre tegn, som omskærelsen er, og derfor ikke hørte med til Guds folk. ¹² I levede engang uden kendskab til den Messias, som skulle komme, og havde ikke adgang til de fordele, jøderne havde som Guds folk. I stod som fremmede over for de løfter, Gud havde givet i sine pagter. I levede uden håb og havde ingen Gud, I kunne vende jer til for at få hjælp. ¹³ Men nu er det anderledes. Nu tilhører I Jesus, som er Messias. I, som engang var langt borte fra Gud, er nu kommet tæt på ham, for Messias døde jo også for jeres skyld.

¹⁴ Det er ham, der har skabt fred mellem os. Ved sin lidelse og død gjorde han de to parter til ét og nedbrød den mur af fjendskab, der tidligere adskilte os. ¹⁵ Han afskaffede den jødiske lov med dens bud og forskrifter for at kunne gøre de to parter til ét og skabe en helt ny menneskehed, der ved tro på ham har fundet fred. ¹⁶ Hans mål var at forsone begge parter med Gud gennem sin død på korset, fjerne det gamle fjendskab mellem os og gøre os til ét. ¹⁷ Han kom med budskabet om fred både til os jøder, der kendte Gud i forvejen, og til jer, som var langt borte fra Gud. ¹⁸ I kraft af at høre Kristus til har begge parter nu adgang til Faderen gennem én og samme Helligånd. ¹⁹ Altså er I ikke længere fremmede og udenforstående, men hører med til Guds nye folk.

²⁰ Guds menighed er ligesom en bygning, der bliver opført på et solidt fundament, som lægges af apostlene og profeterne med Jesus Kristus som den altafgørende hjørnesten. ²¹ I kraft af at Jesus er menighedens Herre, sammenføjes de forskellige dele af bygningen og opbygges til et helligt Guds tempel. ²² Og i kraft af ham er I også blevet en del af den bygning, der er en ny, åndelig bolig for Gud.

Bespisningen af de 5000^(A)

³⁰ De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om. ³¹ „I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. „Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.

³² Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted. ³³ Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken. ³⁴ Da Jesus gik i land, blev han mødt af en stor skare mennesker, der havde samlet sig, og han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.

Helbredelser i Genesaret området^(A)

⁵³ De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. ⁵⁴ Aldrig så snart var de kommet ned fra båden, før folk genkendte ham. ⁵⁵ De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer, ⁵⁶ og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev raske.