Revised Common Lectionary (Complementary)
Lovsang efter helbredelse
30 En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.
2 Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
3 Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
og du helbredte mig.
4 Du reddede mig fra den sikre død,
kaldte mig tilbage fra gravens rand.
5 Syng for Herren, I, som adlyder ham!
Pris hans hellige navn!
6 Hans vrede varer et øjeblik,
men hans nåde bringer livet tilbage.
Den gråd, der lyder om natten,
afløses af glæde om morgenen.
Selvsikkerhedens fristelse
7 Jeg blev selvsikker og mente,
jeg kunne klare det hele.
8 Men det var jo din nåde,
der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
blev jeg grebet af panik.
9 Jeg råbte til dig, Herre,
tryglede dig om nåde.
10 „Hvad opnår du ved, at jeg dør?
Hvad gavner det, at jeg lægges i graven?
Kan en død synge lovsange
eller fortælle om din trofasthed?
11 Hør på mig, Herre, og vær mig nådig.
Herre, kom og hjælp mig.”
12 Da vendte du min sorg til glæde,
tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj.
13 Nu kan jeg synge af glæde,
fra nu af vil jeg altid takke dig.
16 Resultatet er en stadig strøm af tårer.
Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.
Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”
17 Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.
Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.
De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.
18 „Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,
for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.
Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.
19 Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.
Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,
forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.
20 Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.
De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,
men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.
21 Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.
Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.
Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.
22 Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!
Straf dem, som du har straffet mig!
Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”
Paulus’ omsorg for menigheden i Korinth
2 Hold op med at se skævt til os. Vi har jo ikke gjort jer uret, behandlet jer dårligt eller udnyttet jer. 3 Jeg siger ikke det her for at dømme jer. Jeg har jo allerede sagt, at I har en stor plads i vores hjerter, og at vi vil stå sammen med jer i liv og død. 4 Jeg skriver til jer med stor frimodighed, og jeg er stolt af jer. Hvad jeg hører om jer, har opmuntret og glædet mig meget midt i alle mine trængsler.
5 Da vi kom til Makedonien, havde vi heller ikke dér nogen ro på os. Vi måtte kæmpe på flere fronter, for der var den ydre modstand såvel som den indre bekymring. 6 Men Gud, som styrker de nedtrykte, gav os ny styrke, da Titus kom. 7 Det var ikke kun det, at han kom, der glædede os, men også, at hans besøg hos jer havde været så opmuntrende. Han fortalte, hvor meget I længes efter os, hvor bedrøvede I var over det, som var sket, og hvor loyale I var over for mig. Det glædede mig virkelig meget.
8 Nu fortryder jeg ikke, at jeg skrev det brev til jer, selvom det i første omgang gjorde jer kede af det. Jeg var ellers ved at fortryde, at jeg havde skrevet brevet, for jeg var klar over, at det ville gøre jer kede af det, i det mindste for en tid. 9 Men nu er jeg glad for, at jeg skrev det. Jeg glæder mig ikke over jeres bedrøvelse, men over, at bedrøvelsen fik jer til at tage afstand fra det onde. I bedrøvelsen vendte I jer til Gud, og på den måde fik vores brev et positivt resultat. 10 Gud kan nemlig bruge den slags bedrøvelse til at føre mennesker til omvendelse og evigt liv. Det er en bedrøvelse, man ikke ville have været foruden. Men den bedrøvelse, som udspringer af verdslig tankegang, ender i død.
11 Tænk på, hvad denne bedrøvelse fra Gud udrettede hos jer! I blev ivrige efter at forsvare den rette lære. I blev oprørte over den synd, der var begået, og forskrækkede over konsekvenserne. I blev ivrige efter at straffe den skyldige. Alt det, I gjorde, har nu bragt jer tilbage på den rette vej. 12 Jeg skrev ikke brevet kun med henblik på den, der havde begået uretten, eller den, der var offer for uretten, men for at I selv kunne blive klar over, hvor stærk jeres loyalitet over for os og over for Gud i virkeligheden er. 13 At opleve jeres loyalitet har været til stor opmuntring for os.
Oven på den opmuntring har det været os en stor glæde at se Titus være så glad. I gav ham fred i sindet med det, I gjorde. 14 Jeg havde rost jer over for ham, og I gjorde ikke min ros til skamme. Jeg bestræber mig altid på at sige sandheden, så det var jo rart, at min rosende omtale af jer viste sig at være sand. 15 Nu har han endnu større kærlighed til jer, for han husker, hvordan I modtog irettesættelsen med frygt og bæven, og hvordan I alle handlede i lydighed. 16 Jeg glæder mig over, at jeg til enhver tid kan have tillid til jer.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.