Revised Common Lectionary (Complementary)
En takkesang ved høstfesten
65 Til korlederen: En lovsang af David.
2 Zions Gud, vi vil lovprise dig,
vi vil indfri vore løfter til dig.
3 Du er en Gud, der hører bøn,
og vi kommer alle til dig.
4 Når vi indrømmer vores synd,
oplever vi din nådige tilgivelse.
5 Lykkelige er de, du lader leve i din nærhed.
Vi jubler over alt det gode, du giver os.
6 Du er vores frelser, Gud,
du redder os ved dine mægtige undere.
Du kan give håb til alle og enhver,
hvor de end bor i den vide verden.
7 Du er den almægtige Gud.
Du formede de enorme bjerge,
8 du dæmper bølgernes brusen
og standser nationernes oprør.
9 Alle folkeslag forundres over dine vældige gerninger,
du bliver lovprist både i øst og i vest.
10 Du vander jorden og gør den frugtbar,
du fylder floderne med enorme vandmasser.
Du sørger for væde til jorden,
så der bliver en god høst.
11 Du sender regn til de pløjede marker,
så furerne fyldes med vand.
Du blødgør jorden med regn
og giver grobund for den sæd, der er sået.
12 Når høsten er omme, er laderne fulde,
din velsignelse betyder overflod.
13 Græsgangene i ødemarken glinser af væde,
bakkerne blomstrer af fryd.
14 Fårene flokkes på de frodige enge,
dalene klædes i korn.
Hele dit skaberværk synger af glæde.
Syvende katastrofe: Hagl
13 Så sagde Herren til Moses: „I morgen tidlig skal du gå til Farao og sige: Herren, hebræernes Gud, siger: Lad mit folk tage af sted for at tilbede mig. 14 Denne gang vil jeg sende en katastrofe, der for alvor vil gå ud over dig og dine hoffolk og hele dit folk. Da skal du indse, at der ikke findes en Gud som mig i hele verden. 15 Jeg kunne for længst have gjort det af med dig og dit folk, så I blev udryddet fra jordens overflade, 16 men jeg har gjort dig til konge, fordi jeg vil demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden. 17 Du tyranniserer stadig mit folk og vil ikke lade dem rejse. 18 Så i morgen ved denne tid vil jeg sende et haglvejr værre end nogensinde i Egyptens historie. 19 Sørg for, at alle husdyr og alle markarbejdere kommer indenfor i sikkerhed, for hvert eneste menneske og dyr, der ikke er under tag, vil dø i haglvejret.”
20 De af Faraos tjenere, som troede på, hvad Herren havde sagt, skyndte sig at få deres husdyr og slaver indendørs, 21 men de, som ignorerede Herrens ord, lod deres slaver og dyr blive ude på marken.
22 Så sagde Herren til Moses: „Løft din hånd mod himlen, så vil der falde hagl på mennesker og dyr og alle markens afgrøder over hele Egypten.” 23-24 Da Moses løftede sin stav mod himlen, sendte Herren et frygteligt tordenvejr. Lynene glimtede uafladeligt, og haglene faldt tungt over hele Egypten. Det var så voldsomt, at man aldrig havde oplevet noget lignende i hele Egyptens historie. 25 Landet lå i ruiner. Mennesker og dyr på markerne blev dræbt, træer blev splintret, markens afgrøder blev slået ned. 26 Kun i Goshens land, hvor israelitterne boede, faldt der ingen hagl.
27 Da sendte Farao i al hast bud efter Moses og Aron. „Nu indser jeg min fejl,” sagde han. „Herren har ret, og jeg og mit folk har uret. 28 Bed dog Herren om at standse tordenen og haglvejret. Jeres folk kan rejse med det samme.”
29 „Godt,” svarede Moses, „så snart jeg er ude af byen, vil jeg udrække mine hænder i bøn til Herren, og både hagl og torden vil holde op. Det skal være dig et tegn på, at Herren har al magt på jorden. 30 Alligevel ved jeg, at du og dine hoffolk endnu ikke er villige til at bøje jer for Gud.”
31 Den dag blev al hør og byg ødelagt, for katastrofen kom på en årstid, hvor byggen stod med aks og hørren i blomst. 32 Hvede og spelt blev ikke beskadiget, for de kommer senere.
33 Så forlod Moses Farao. Da han kom ud af byen, rakte han hænderne ud i bøn til Herren. Straks standsede tordenen og haglvejret, og regnen holdt op. 34-35 Men da Farao så, at regnen, tordenen og haglene var holdt op, fortsatte han med sit oprør. Han blev hård igen og nægtede stadig at lade israelitterne rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.
39 Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der. 40 De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden. 41 De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding. 42 Soldaterne ville slå fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle svømme i land og flygte. 43 Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at gøre det. Han gav ordre til, at alle, der kunne svømme, skulle springe over bord først, 44 og at de øvrige skulle prøve at nå ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev på den måde reddet i land i god behold.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.