Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Job 38:1-11

Gud taler til Job

38 Da talte Herren til Job inde fra stormvejret:

„Hvorfra kender du mine tanker,
    når du knap nok ved, hvem jeg er?
Lad mig nu stille dig nogle spørgsmål,
    så får vi se, om du kan svare på dem.

Hvor var du henne, da jeg skabte jorden?
    Svar mig på det, hvis du er så klog!
Var du med til at bestemme dens størrelse
    og beslutte, hvor den skulle anbringes?
Var det dig, der skabte et fundament,
    som jorden kunne hvile på,
mens englene råbte af glæde,
    og morgenstjernerne sang deres hyldest?

Hvem satte grænser for havet,
    da vandet fossede frem af jordens skød?
Hvem hyllede det i skyer som i et svøb,
    dækkede det med tåge som et tæppe?
10 Hvem sørgede for at holde havet i skak,
    så det blev på sin plads mellem bredderne?
11 Hvem sagde: ‚Hertil og ikke længere!
    Her standser dine stolte bølger!’?

Salme 107:1-3

Herrens trofasthed mod sit folk

107 Tak Herren, for han er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid.
Det er, hvad Herrens folk bør sige,
    dem, han befriede fra fjendens magt
og bragte tilbage fra fjerne lande,
    fra øst og vest og syd og nord.

Salme 107:23-32

23 Nogle stod til søs med deres skibe,
    drev handel på det store hav.
24 Også de fik Herrens gerninger at se,
    de undere han udførte på havet.
25 Han befalede stormvejret at bryde løs,
    bølgerne rejste sig som bjerge.
26 De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.
    Sømændene var ved at give op over for orkanen.
27 De ravede rundt som fulde folk,
    de kunne intet stille op.
28 Men i deres nød råbte de til Herren,
    og han reddede dem ud af problemerne.
29 Stormen blev stille som en hvisken,
    havets bølger faldt hurtigt til ro.
30 Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,
    og han førte dem til deres rejses mål.
31 De bør takke Herren for hans trofasthed,
    for de undere, han gør for menneskene,
32 ophøje ham offentligt i folkets forsamling
    og for landets ledende råd.

2 Korinterne 6:1-13

Se ikke skævt til os på grund af falske anklager

Som Guds medarbejdere bønfalder vi jer om at holde fast ved Guds nåde, som I har modtaget. Han har jo sagt:

„I nådens time bønhørte jeg dig.
    Jeg hjalp dig, da du havde brug for frelse.”[a]

Hør efter! Nådens time er nu! Frelseren er her i dag.

Vi vil på ingen måde vække anstød hos nogen eller være årsag til kritik af tjenesten for Gud. Nej, alt, hvad vi gør, skulle gerne vise, at det er Gud, vi tjener. Vi har været udholdende under lidelser og vanskeligheder af enhver art. Vi er blevet slået, har været i fængsel og er blevet angrebet af oprørske folkemasser. Vi har slidt og slæbt, våget nætter igennem og fastet mange gange. Altid handler vi ud fra rene motiver, vi tænker, før vi taler, er tålmodige, viser venlighed, følger Helligåndens inspiration og viser kærlighed uden bagtanker. Vi forkynder sandheden og handler i Guds kraft. Vi kæmper med Guds ord som et sværd i højre hånd og med troens skjold i venstre.[b] Vi er blevet hædret, men også foragtet. Nogle taler godt om os, andre håner os. Nogle mener, vi vildleder folk, men vi taler sandt. Nogle ignorerer os, mens andre anerkender os. Vi har været døden nær, og dog lever vi endnu. Vi er blevet pryglet, men dog ikke slået ihjel. 10 Vi har oplevet sorg, men hele tiden glæder vi os. Vi er fattige, men vi beriger alligevel mange. Vi ejer intet, og dog har vi alt.

11 Kære venner i Korinth! Vi har talt frit fra leveren til jer, og I har en stor plads i vores hjerter. 12 Vi ser ikke skævt til jer, men det er jer, der ser skævt til os. 13 Vi elsker jer, som var I vores børn. Kan I ikke have den samme tillid og kærlighed til os, som vi har til jer?

Markus 4:35-41

Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(A)

35 Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” 36 Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.

37 Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. 38 Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” 39 Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. 40 „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”

41 Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.