Revised Common Lectionary (Complementary)
Herrens trofasthed mod sit folk
107 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Det er, hvad Herrens folk bør sige,
dem, han befriede fra fjendens magt
3 og bragte tilbage fra fjerne lande,
fra øst og vest og syd og nord.
23 Nogle stod til søs med deres skibe,
drev handel på det store hav.
24 Også de fik Herrens gerninger at se,
de undere han udførte på havet.
25 Han befalede stormvejret at bryde løs,
bølgerne rejste sig som bjerge.
26 De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.
Sømændene var ved at give op over for orkanen.
27 De ravede rundt som fulde folk,
de kunne intet stille op.
28 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
29 Stormen blev stille som en hvisken,
havets bølger faldt hurtigt til ro.
30 Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,
og han førte dem til deres rejses mål.
31 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene,
32 ophøje ham offentligt i folkets forsamling
og for landets ledende råd.
21 Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt,
de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.
22 Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod,
men de tog imod mine råd med glæde.
23 De så frem til mine gode råd,
som landmanden ser frem til regnen,
og sugede min vejledning til sig,
som var de den tørre jord.
24 Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage,
når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.
25 Jeg viste dem vejen, de skulle gå,
og fungerede som deres leder.
Jeg gik i spidsen for dem som en konge,
jeg var den, som trøstede de sørgende.
Jobs nuværende elendighed
30 Men ak, nu er jeg til grin for de unge,
hvis fædre var samfundets udskud.
Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde,
end jeg plejede at have for dem.
2 De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde,
havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.
3 De var udtærede af sult
og søgte efter føde i ødemarken.
4 De levede af planter fra vildmarken,
og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.[a]
5 De var udstødt af samfundet,
hængt ud som tyveknægte.
6 De holdt til i de stejle kløfter
og i vildmarkens klippehuler.
7 De brølede som dyr i buskene
og søgte ly i tornekrattet.
8 De var samfundets udskud,
blev ikke regnet for noget som helst.
9 Og nu håner deres børn mig!
De synger spotteviser om mig.
10 De afskyr mig og holder sig på afstand,
alt imens de spytter efter mig.
11 Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt,
mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst.
12 De angriber mig fra alle sider
og generer mig på alle måder.
13 De spærrer vejen for mig
og ødelægger mit liv totalt,
uden at nogen hindrer dem.
14 De myldrer imod mig som fjender,
der er trængt igennem fæstningsmuren.
15 Jeg lever i konstant rædsel og frygt.
Min anseelse er borte med blæsten,
min værdighed forsvundet som en sky.
Paulus’ sidste rejse til Jerusalem
21 Da vi endelig fik revet os løs fra dem, gik vi om bord og sejlede direkte til Kos. Næste dag nåede vi til Rhodos og derfra videre til Patara. 2 Her fandt vi et skib, der skulle til Fønikien. Vi gik om bord og sejlede af sted. 3 Da vi fik Cypern i sigte, sejlede vi syd om øen og satte kursen mod provinsen Syrien. Den første havneby, vi kom til på den fønikiske kyst, var Tyrus, hvor vi opholdt os nogle dage, fordi skibet skulle losse. 4 Vi gik i land og opsøgte menigheden der, og vi blev hos dem i syv dage. Tilskyndet af Helligånden advarede de Paulus mod at tage ind til Jerusalem. 5 Da de syv dage var gået, var vi nødt til at gå tilbage til skibet. Hele menigheden, både mænd, kvinder og børn, fulgte med os ud af byen og ned til kysten. Dér knælede vi ned på strandbredden og bad sammen. 6 Så sagde vi farvel til dem alle, hvorefter vi gik om bord, og de andre vendte hjem.
7 Fra Tyrus sejlede vi sydpå og ankom til Ptolemais. Vi gjorde en dags ophold i byen og besøgte menighedens ledere. 8 Den næste dag tog vi videre og ankom til Cæsarea, hvor vi boede hos evangelisten Filip, som var en af de første syv menighedstjenere. 9 Han havde fire ugifte døtre, der alle havde profetisk gave. 10 Under vores ophold dér, som varede i flere dage, kom der en profet ned fra Judæa. Hans navn var Agabos. 11 Han trådte frem, tog Paulus’ bælte, bandt sig selv på hænder og fødder med det og sagde: „Helligånden siger: ‚Den mand, som ejer dette bælte, vil jøderne binde på denne måde i Jerusalem og udlevere til de romerske myndigheder.’ ” 12 Det fik både os, som var hans rejsefæller, og de lokale kristne til at bønfalde Paulus om ikke at tage til Jerusalem. 13 Men han sagde: „Hvad klynker I over? I gør mig jo bare modløs! Jeg er parat til ikke blot at blive fængslet i Jerusalem, men til at dø, fordi jeg forkynder, at Jesus er Messias.” 14 Da vi så, at han var urokkelig, sagde vi stille: „Herrens vilje ske.”
15 Kort tid efter gjorde vi klar til afrejse og begyndte turen mod Jerusalem. 16 Nogle fra menigheden i Cæsarea fulgte med os den første dag for at føre os til den mands hus, hvor vi skulle overnatte på vejen: Han hed Mnason og var fra Cypern, og han var en af de første kristne overhovedet.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.