Revised Common Lectionary (Complementary)
Løftet om en fremtidig Messias
22-23 Herren fortsatte: „Jeg vil tage et skud fra cedertræets øverste top og plante det på toppen af Israels vigtigste bjerg. Det vil vokse op og blive et flot cedertræ, der skyder grene og sætter frø. Alverdens fugle vil komme for at bygge rede i dets skyggefulde grene. 24 Da vil alle skovens træer forstå, at jeg, Herren, skærer de høje, stolte træer ned og giver de lave træer ære og værdighed. De vil forstå, at jeg har magt til at få et grønt træ til at visne og et udtørret træ til at blomstre. Jeg, Herren, har talt, og det vil ske, som jeg har sagt.”
Lovsang i Guds hus
92 En sang til sabbatten.
2 Det er godt at takke dig, Herre,
at lovsynge den almægtige Gud,
3 at mindes din nåde hver morgen,
at takke dig for din trofasthed hver aften,
4 at prise dig til harpeklang,
til toner fra lut og lyre.
12 Jeg har set mine fjender falde,
hørt om mine angriberes nederlag.
13 De retskafne trives som mægtige palmer,
vokser sig store som Libanons cedre.
14 De er plantet i Herrens Hus,
dér trives de under hans pleje.
15 Selv i alderdommen bærer de frugt,
de bevarer deres friskhed og livskraft.
6 Derfor er vi altid ved godt mod, og vi ved, at vi er på vej hjem til Herren, selvom vi endnu en tid skal opholde os i en jordisk krop. 7 Vi lever jo i tro og ikke på grundlag af det, vi kan se. 8 Vi taber ikke modet, selvom vi hellere ville forlade den jordiske krop og tage hjem til Herren. 9 Vi sætter en ære i at behage ham i alt, hvad vi gør, hvad enten vi er hjemme hos ham, eller vi ikke er kommet hjem endnu. 10 Alle skal jo træde frem for Kristi domstol, og så vil man få belønning eller straf alt efter, hvad godt eller ondt man har gjort i sit liv her på jorden.
Gennem forsoningen med Gud bliver man et nyt menneske
11 Det er på grund af ærefrygt for Herren, at vi søger at vinde mennesker. Gud kender os fuldt ud, og jeg håber, at I også forstår os.
12 Det er egentlig ikke, fordi jeg nu vil til at rose mig selv over for jer, men jeg vil gerne give jer mulighed for at rose jer af mig, så I har noget at sige til dem, der roser sig af ydre ting frem for af det, der bor i hjertet.
13 Da jeg havde store, åndelige åbenbaringer, tænkte jeg kun på Gud. Men når jeg skal tjene jer, tænker jeg på, hvad der er bedst for jer.
14 Det er Kristi kærlighed, der får os til at gøre det, vi gør. Vi ved jo, at han døde i vores sted, og derfor er vi færdige med det gamle liv, vi levede før. 15 Han døde i alles sted, for at alle, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for deres skyld.
16 Derfor ser vi ikke på mennesker på samme måde nu, som før vi blev kristne. Selv Kristus bedømte vi engang ud fra et rent menneskeligt synspunkt, men det gør vi ikke mere. 17 Den, der kommer til tro på Kristus, bliver et nyt menneske. Det gamle liv er forbi, et nyt liv er begyndt.
Om Guds riges vækst(A)
26 Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „En landmand går ud og sår korn i sin mark. 27 Så går han hjem, og den ene dag følger den anden. Mens han sover, og mens han er vågen, vokser kornet ude på marken, uden at han kan forklare, hvordan det går til. 28 Jorden bærer frugt helt af sig selv. Først strå, så aks og til sidst kerner i aksene. 29 En dag står hele marken moden og er klar til høst. Så kommer landmanden med sin segl for at gå i gang med indhøstningen.”
30 Jesus fortsatte: „Hvad kan vi sammenligne Guds rige med? Hvilket billede kan vi bruge? 31 Jo, Guds rige er som et sennepsfrø. Det frø er det allermindste. 32 Men når det er sået, vokser planten op og breder sig mere end de andre buske. Den danner grene, som er store nok til, at fuglene kan bygge rede og søge ly i dens skygge.”
Om brugen af billedtale(B)
33 Jesus brugte mange sådanne billeder, alt efter hvad folk var i stand til at forstå. 34 Ja, når han underviste folkeskarerne, brugte han udelukkende den slags billeder, og det var kun, når han var alene med disciplene, at han forklarede, hvad det alt sammen betød.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.