Revised Common Lectionary (Complementary)
Velsignelsen ved at gøre Guds vilje
1 Gud velsigner de mennesker,
som ikke går efter gudløses råd,
står bag syndige handlinger,
eller sidder og håner Herren,
2 men som ønsker at gøre hans vilje,
og har hans ord i tanke både dag og nat.
3 De er som træer, der vokser ved vandløb
og bærer frugt hver eneste høst,
og hvis blade altid er grønne.
Alt, hvad de gør, lykkes for dem.
4 Anderledes er det med de gudløse.
De er som avner, vinden blæser bort.
5 På dommens dag står de straf skyldige,
de hører ikke hjemme blandt Guds folk.
6 Herren hjælper dem, der gør hans vilje,
men de gudløses vej ender i afgrunden.
Gode og dårlige figner
24 Efter at kong Nebukadnezar af Babylonien havde taget kong Jekonja af Juda til fange og sendt ham i landflygtighed til Babylon sammen med Judas ledende mænd og håndværkerne, gav Herren mig følgende syn: Jeg så to kurve med figner, der stod foran templet i Jerusalem. 2 I den ene kurv var der modne figner af højeste kvalitet, mens fignerne i den anden kurv var så dårlige, at de ikke kunne spises. 3 Så spurgte Herren mig: „Hvad ser du, Jeremias?”
„Figner,” svarede jeg. „Nogle er flotte, men andre er elendige og uspiselige.”
4-5 Da sagde Herren: „De gode figner repræsenterer den del af Judas befolkning, der blev ført i eksil til Babylonien. 6 Jeg vil sørge for, at de bliver behandlet godt, og jeg vil føre dem tilbage hertil engang. Derefter vil jeg give dem fremgang og beskytte dem. Jeg vil plante dem i deres eget land og ikke rykke dem op. 7 Jeg vil give dem et nyt hjerte, så de kan forstå, at jeg er Herren. Når de vender sig til mig af hele deres hjerte, skal de være mit folk, og jeg vil være deres Gud.
8 Men de dårlige figner repræsenterer kong Zidkija af Juda, hans embedsmænd og de tilbageblevne indbyggere i Jerusalem tillige med dem, der er flygtet til Egypten. Jeg betragter dem som dårlige og uspiselige figner. 9 Jeg vil sørge for, at alle folkeslag på jorden vil afsky dem. De vil blive hånet og spottet, hadet og forbandet overalt, hvor jeg jager dem hen. 10 Jeg sender krig og hungersnød og epidemier over dem, indtil de er helt udryddet fra det land, jeg gav deres forfædre.”
Om indsamlingen til de fattige kristne i Jerusalem
16 Med hensyn til indsamlingen til de kristne i Jerusalem skal I gøre det samme, som jeg har pålagt menighederne i Galatien: 2 Hver søndag skal hver enkelt af jer lægge noget af sit overskud til side, så I ikke først begynder indsamlingen, når jeg kommer. 3 Efter at jeg er kommet, kan I så udvælge nogle pålidelige budbringere, og jeg vil skrive et brev, som de kan få med til Jerusalem, når de tager af sted med jeres kærlighedsgave. 4 Og hvis det er bedst, at jeg selv tager med, kan vi følges ad.
Om Paulus’ planer
5 Jeg kommer og besøger jer, når jeg har været i Makedonien, som jeg blot rejser hurtigt igennem. 6 Hos jer vil jeg gerne blive et stykke tid—måske hele vinteren—for at I kan hjælpe mig med forsyninger, før jeg fortsætter mod mit næste rejsemål. 7 Denne gang ønsker jeg ikke blot at gøre et kort ophold og rejse videre med det samme. Jeg kommer for at blive en tid, hvis ellers Herren vil. 8 Jeg bliver i Efesos til pinse, 9 for selvom her er mange modstandere, er der åbne døre for et stort og frugtbart arbejde.
Afsluttende bemærkninger og hilsener
10 Når Timoteus når frem til jer, så tag jer godt af ham, så han ikke har noget at frygte. Han arbejder jo for Herren ligesom jeg, 11 og I skal vise ham respekt. Når han tager tilbage hertil, så giv ham det, han har brug for til rejsen. Jeg vil vente på ham og hans ledsagere her.
12 Med hensyn til min gode medarbejder, Apollos, så havde jeg stærkt opfordret ham til at tage med på rejsen til jer sammen med de andre, men det var han ikke opsat på lige på det tidspunkt. Han vil komme, når han finder det belejligt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.