Revised Common Lectionary (Complementary)
144 Lovet være Herren, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, 2 min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! 3 Herre, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? 4 Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. 5 Herre, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; 6 slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; 7 udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, 8 fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. 9 Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, 10 du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. 11 Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
12 I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; 13 vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, 14 fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. 15 Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er Herren!
5 Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet til sin ven?"Under Æbletræet vækked jeg dig; der nedkom din moder med dig, der nedkom hun, som dig fødte." 6 Læg mig som en seglring om dit hjerte, som et Armbånd om din Arm! Thi Kærlighed er stærk som døden, Nidkærhed hård som Dødsriget; i dens gløder er Brændende Glød, dens lue er HerrenS Lue. 7 Mange Vande kan ikke slukke den, Strømme skylle den bort. Gav nogen alt Gods i sit Hus for Kærlighed, Hvem vilde agte ham ringe?
8 Vi har en lille Søster, som endnu ej har bryster; hvad gør vi med med vor Søster, den dag hun får en Bejler? 9 Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv derpå, men er hun en Dør, så spærrer vi den med Cederplanke. 10 Jeg er en Mur, Mine Bryster Tårne. Da blev jeg i hans Øjne som en, der finder Fred.
11 Salomo havde en Vingård i Ba'al-Hamon, til vogtere gav han den Vingård; hver kunne tjene tusind sekel Sølv på dens Frugt. 12 Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde, Salomo, er dine, to hundrede deres, som vogter dens Frugt.
13 Du, som bor i Haverne, Vennerne lytter, lad mig høre din røst!
14 Fly, min Ven, og vær som en Gazel, som den unge Hjort på Balsambjerge!
45 Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu på ham; 46 men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort. 47 Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet og sagde: "Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn. 48 Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk." 49 Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til dem: 50 "I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå til Grunde." 51 Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket; 52 og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet. 53 Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham.
54 Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple. 55 Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Påsken for at rense sig. 56 Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: "Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?" 57 Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham.