Revised Common Lectionary (Complementary)
144 Lovet være Herren, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, 2 min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! 3 Herre, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? 4 Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. 5 Herre, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; 6 slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; 7 udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, 8 fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. 9 Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, 10 du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. 11 Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
12 I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; 13 vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, 14 fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. 15 Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er Herren!
10 Din Moder var en Vinstok i Vingården, plantet ved Vand, frugtbar og rig på Grene ved rigelig Væde. 11 En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende Vækst skød op imellem Løvet, let at se i sin Højde, med mange Ranker. 12 Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget til Jorden, Østenstorm tørred dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren blev vissen, Ild åd den op. 13 Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt og tørstigt Land. 14 Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker og Frugt: en stolt Gren findes ej på den til Herskerspir. Dette er en Klagesang, og en Klagesang blev det.
4 Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud, 5 og lader eder selv som levende Sten opbygge som et åndeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære åndelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. 6 Thi det hedder i et Skriftsted: "Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til Skamme." 7 Eder altså, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe; 8 og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de også vare bestemte. 9 Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys, 10 I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.