Revised Common Lectionary (Complementary)

144 Lovet være Herren, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, ² min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! ³ Herre, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? ⁴ Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. ⁵ Herre, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; ⁶ slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; ⁷ udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, ⁸ fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. ⁹ Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, ¹⁰ du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. ¹¹ Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

¹² I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; ¹³ vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, ¹⁴ fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. ¹⁵ Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er Herren!

¹⁰ Din Moder var en Vinstok i Vingården, plantet ved Vand, frugtbar og rig på Grene ved rigelig Væde. ¹¹ En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende Vækst skød op imellem Løvet, let at se i sin Højde, med mange Ranker. ¹² Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget til Jorden, Østenstorm tørred dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren blev vissen, Ild åd den op. ¹³ Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt og tørstigt Land. ¹⁴ Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker og Frugt: en stolt Gren findes ej på den til Herskerspir. Dette er en Klagesang, og en Klagesang blev det.

⁴ Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud, ⁵ og lader eder selv som levende Sten opbygge som et åndeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære åndelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. ⁶ Thi det hedder i et Skriftsted: "Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til Skamme." ⁷ Eder altså, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe; ⁸ og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de også vare bestemte. ⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys, ¹⁰ I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.