Revised Common Lectionary (Complementary)

¹⁰ Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke Alvor deraf.

4 Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred. ² Så bad han til Herren og sagde: "Ak, Herre! Var det ikke det, jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit Land? Derfor vilde jeg også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, langmodig og rig på Miskundhed, og at du angrer det onde. ³ Så tag nu, Herre, mit Liv; thi jeg vil hellere dø end leve." ⁴ Men Herren sagde: "Er det med Rette; du er vred?"

⁵ Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for Byen; der byggede han sig en Løvhytte og satte sig i Skygge under den for at se, hvorledes det gik Byen. ⁶ Da bød Gud Herren en Olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig højligen over den. ⁷ Men ved Morgengry næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten, så den visnede; ⁸ og da Solen stod op, rejste Gud en glødende Østenstorm, og Solen stak Jonas i Hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig Døden, idet han tænkte: "Jeg vil hellere dø end leve."

⁹ Men Gud sagde til Jonas: "Er det med Rette, du er vred for Olieplantens Skyld?" Han svarede: "Ja, med Rette er jeg så vred, at jeg kunde tage min Død derover," ¹⁰ Da sagde Herren: "Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje har haft med eller opelsket, som blev til på een Nat og gik ud på een Nat. ¹¹ Og jeg skulde ikke ynkes over Nineve, den store Stad med mer end tolv Gange 10000 Mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget Kvæg."

145 Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. ² Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. ³ Stor og højlovet er Herren, hans Storhed kan ikke ransages. ⁴ Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. ⁵ De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere; ⁶ de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne; ⁷ de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd. ⁸ Nådig og barmhjertig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed.

²¹ Thi det at leve er mig Kristus og at dø en Vinding. ²² Men dersom dette at leve i Kødet skaffer mig Frugt af min Gerning, så ved jeg ikke, hvad jeg skal vælge; ²³ men jeg står tvivlrådig imellem de to Ting, idet jeg har Lysten til at bryde op og være sammen med Kristus; thi dette var såre meget bedre; ²⁴ men at forblive i Kødet er mere nødvendigt for eders Skyld. ²⁵ Og i Forvisning herom ved jeg, at jeg skal blive i Live og forblive hos eder alle til eders Fremgang og Glæde i Troen, ²⁶ for at eders Ros ved mig kan blive rig i Kristus Jesus, ved at jeg atter kommer til Stede iblandt eder.

²⁷ Kun skulle I leve Kristi Evangelium værdigt, for at, hvad enten jeg kommer og ser eder eller er fraværende, jeg dog kan høre om eder, at I stå faste i een Ånd, så at I med een Sjæl stride tilsammen for Troen på Evangeliet ²⁸ og ikke lade eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne; thi dette er for dem et Tegn på Undergang, men for eder på Frelse, og det fra Gud. ²⁹ Thi eder er det forundt for Kristi Skyld - ikke alene at tro på ham, men også at lide for hans Skyld, ³⁰ idet I have den samme Kamp, som I have set på mig og nu høre om mig.

20 Thi Himmeriges Rige ligner en Husbond, som gik ud tidligt om Morgenen for at leje Arbejdere til sin Vingård. ² Og da han var bleven enig med Arbejderne om en Denar om Dagen, sendte han dem til sin Vingård. ³ Og han gik ud ved den tredje Time og så andre stå ledige på Torvet, ⁴ og han sagde til dem: Går også I hen i Vingården, og jeg vil give eder, hvad som ret er. Og de gik derhen. ⁵ Han gik atter ud ved den sjette og niende Time og gjorde ligeså. ⁶ Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre stående der, og han siger til dem: Hvorfor stå I her ledige hele Dagen? ⁷ De sige til ham: Fordi ingen lejede os. Han siger til dem: Går også I hen i Vingården! ⁸ Men da det var blevet Aften, siger Vingårdens Herre til sin Foged: Kald på Arbejderne, og betal dem deres Løn, idet du begynder med de sidste og ender med de første! ⁹ Og de, som vare lejede ved den ellevte Time, kom og fik hver en Denar. ¹⁰ Men da de første kom, mente de, at de skulde få mere; og også de fik hver en Denar. ¹¹ Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde: ¹² Disse sidste have kun arbejdet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have båret Dagens Byrde og Hede. ¹³ Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar? ¹⁴ Tag dit og gå! Men jeg vil give denne sidste ligesom dig. ¹⁵ Eller har jeg ikke Lov at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er dit Øje ondt, fordi jeg er god? ¹⁶ Således skulle de sidste blive de første, og de første de sidste; thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."