Revised Common Lectionary (Complementary)

145 Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. ² Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. ³ Stor og højlovet er Herren, hans Storhed kan ikke ransages. ⁴ Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. ⁵ De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere; ⁶ de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne; ⁷ de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd. ⁸ Nådig og barmhjertig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed.

³ Thi Herren genrejser Jakobs og Israels Højhed; dem har jo Hærværksmænd hærget og ødt deres Ranker.

⁴ Hans Heltes Skjolde er røde, hans Stridsmænd skarlagenklædt, hans Vogne funkler af Stål, den Dag han ruster og Spydene svinges. ⁵ Igennem Gaderne raser Vognene frem, hen over Torvene farer de i susende Fart; de ser ud som Fakler, farer frem og tilbage som Lyn. ⁶ Hans Helte kaldes frem, de snubler i Farten, de styrter frem imod Muren. Skjoldtaget er rejst. ⁷ Flodportene bliver åbnet, Kongsgården vakler. ⁸ Herskerinden føres bort i Landflygtigbed med sine Terner; de sukker som kurrende Duer, slår sig for Brystet. ⁹ Nineve er som en Dam, hvis Vand flyder bort. "Stands dog, stands dog!" råbes der, men ingen vender om. ¹⁰ Ran Sølv, ran Guld! Der er Liggendefæ uden Ende, alskens kostbare Ting i store Måder. ¹¹ Tomt og tømt og udtømt, ængstede Hjerter, rystende Knæ og Skælven i alle Lænder! Og alle Ansigter blegner. ¹² Hvor er nu Løvernes Bo, Ungløvernes Hule, hvor Løven frak sig tilbage, hvor Ungløven ej kunde skræmmes? ¹³ Den røved til Ungernes Tarv og myrded til Løvinderne, fyldte sine Hier med Bytte. sit Bo med Rov.

⁵ Ransager eder selv, om I ere i Troen; prøver eder selv! Eller erkende I ikke om eder selv, at Jesus Kristus er i eder? ellers ere I udygtige. ⁶ Men jeg håber, at I skulle kende, at vi ere ikke udygtige. ⁷ Men vi bede til Gud om, at I intet ondt må gøre; ikke for at vi må vise os dygtige, men for at I må gøre det gode, vi derimod stå som udygtige. ⁸ Thi vi formå ikke noget imod Sandheden, men for Sandheden. ⁹ Thi vi glæde os, når vi ere magtesløse, og I ere stærke; dette ønske vi også, at I må blive fuldkommengjorte. ¹⁰ Derfor skriver jeg dette fraværende, for at jeg ikke nærværende skal bruge Strenghed, efter den Magt, som Herren har givet mig til Opbyggelse, og ikke til Nedbrydelse.