Revised Common Lectionary (Complementary)

103 Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! ² Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! ³ Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, ⁴ han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, ⁵ han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! ⁶ Herren øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. ⁷ Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger;

⁸ barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed; ⁹ han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede; ¹⁰ han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde. ¹¹ Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham. ¹² Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. ¹³ Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.

¹² Da hans Brødre engang var gået hen for at vogte deres Faders Småkvæg ved Sikem, ¹³ sagde Israel til Josef: "Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem; kom, jeg vil sende dig til dem!" Han svarede: "Her er jeg!" ¹⁴ Så sagde Israel til ham: "Gå hen og se, hvorledes det står til med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!" Israel sendte ham så af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem. ¹⁵ Som han nu flakkede om på Marken, var der en Mand, som traf ham og spurgte: "Hvad søger du efter?" ¹⁶ Han svarede: "Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres Kvæg!" ¹⁷ Da sagde Manden: "De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem sige: Lad os gå til Dotan!" Så gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dotan.

¹⁸ Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til dem, lagde de Råd op om at dræbe ham ¹⁹ og sagde til hverandre: "Se, der kommer den Drømmemester! ²⁰ Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at et vildt Dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af hans Drømme!" ²¹ Men da Ruben hørte det, vilde han redde ham af deres Hånd og sagde: "Lad os ikke tage hans Liv!" ²² Og Ruben sagde til dem: "Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i Cisternen her på Marken, men læg ikke Hånd på ham!" Han vilde nemlig redde ham af deres Hånd og bringe ham tilbage til Faderen. ²³ Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham, Ærmekjortelen, han havde på, ²⁴ tog ham og kastede ham i Citernen; men Cisternen var tom, der var intet Vand i den.

²⁵ Derpå satte de sig til at holde Måltid. Og da de så op, fik de Øje på en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og Cistusharpiks, som de var på Vej til Ægypten med. ²⁶ Så sagde Juda til sine Brødre: "Hvad vinder vi ved at slå vor Broder ihjel og skjule Mordet? ²⁷ Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Hånd på ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!" Og hans Brødre gik ind på Forslaget. ²⁸ Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.

²⁹ Da Ruben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der ikke. Så sønderrev han sine Klæder ³⁰ og gik tilbage til sine Brødre og sagde: "Drengen er borte! Hvad skal jeg dog gøre!" ³¹ Så tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk, som de slagtede; ³² og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud: "Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!" ³³ Da så han efter og udbrød: "Det er min Søns Kjortel! Et vildt Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!" ³⁴ Så sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og han sørgede over sin Søn i mange Dage. ³⁵ Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: "Nej, i min Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!" Og hans Fader begræd ham. ³⁶ Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste.

¹¹ Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre; ¹² ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gerninger vare onde, men hans Broders retfærdige. ¹³ Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder. ¹⁴ Vi vide, at vi ere gåede over fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene. Den, som ikke elsker, bliver i Døden. ¹⁵ Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber; og I vide, at ingen Manddraber har evigt Liv blivende i sig. ¹⁶ Derpå kende vi Kærligheden, at han har sat sit Liv til for os; også vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene.