Revised Common Lectionary (Complementary)

138 Jeg vil prise dig Herre, at hele lovsynge dig for Guderne; ² jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord. ³ Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. ⁴ Alle Jordens Konger skal prise dig, Herre, når de hører din Munds Ord, ⁵ og synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Ære, ⁶ thi Herren er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand. ⁷ Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse. ⁸ Herren vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, Herre, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!

¹¹ Og Herrens Ord kom til mig således: ¹² Menneskesøn, istem en Klagesang over kongen af Tyrus og sig til ham: Så siger den Herre Herren: Du var Indsigtens Segl, fuld af Visdom og fuldkommen i Skønhed. ¹³ I Eden, Guds Have, var du; alle Slags Ædelsten var din Klædning, Harneol, Topas, Jaspis, Krysolit, Sjoham, Onyks, Safir, Rubin, Smaragd og Guld var på dig i indfattet og indlagt Arbejde; det var til Rede, den Dag du skabtes. ¹⁴ Du var en salvet, skærmende Kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige Gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds Sønner. ¹⁵ Fuldkommen var du i din Færd, fra den Dag du skabtes, indtil der fandtes Brøde hos dig. ¹⁶ Ved din megen Handel fyldte du dit Indre med Uret og forbrød dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra Gudebjerget og tilintetgjorde dig, skærmende Kerub, så du ikke blev mellem Guds Sønner. ¹⁷ Dit Hjerte hovmodede sig over din Skønhed, du satte din Visdom til på Grund af din Glans. Jeg, slængte dig til Jorden og overgav dig til Konger, at de skulde nyde Skuet af dig. ¹⁸ Med dine mange Misgerninger, ved din uredelige Handel vanhelligede du dine Helligdomme. Da lod jeg Ild bryde løs i din Midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til Støv på Jorden for alle, som så dig. ¹⁹ Alle blandt Folkeslagene, der kendte dig, stivnede af Skræk over dig; du blev en Rædsel, og borte er du for evigt.

6 Kan nogen af eder, når han har Sag med en anden, føre det over sit Sind at søge Dom hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige? ² Eller vide I ikke, at de hellige skulle dømme Verden? og når Verden dømmes ved eder, ere I da uværdige til at sidde til Doms i de ringeste Sager? ³ Vide I ikke, at vi skulle dømme Engle? end sige da i timelige Ting! ⁴ Når I da have Sager om timelige Ting, sætte I da dem til Dommere, som ere agtede for intet i Menigheden? ⁵ Til Skam for eder siger jeg det: Er der da slet ingen viis iblandt eder, som kan dømme sine Brødre imellem? ⁶ Men Broder fører Sag imod Broder, og det for vantro! ⁷ Overhovedet er jo allerede det en Fejl hos eder, at I have Retssager med hverandre. Hvorfor lide I ikke hellere Uret? hvorfor lade I eder ikke hellere plyndre? ⁸ Men I gøre Uret og plyndre, og det Brødre! ⁹ Eller vide I ikke, at uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller Horkarle eller de som lade sig bruge til unaturlig Utugt, eller de, som øve den, ¹⁰ eller Tyve eller havesyge eller Drankere, ingen Skændegæster, ingen Røvere skulle arve Guds Rige. ¹¹ Og sådanne vare I for en Del; men I lode eder aftvætte, ja, I bleve helligede, ja, I bleve retfærdiggjorte ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Ånd.