Revised Common Lectionary (Complementary)
8 I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner, 9 han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud! 10 Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv; 11 i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder, 12 lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!
13 Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter, 14 dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden. 15 Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela. 16 Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl! 17 Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge. 18 Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt; 19 visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst. 20 Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!
7 Derpå sagde Herren til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt. 2 Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr eet Par, Han og Hun, 3 ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden. 4 Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade." 5 Og Noa gjorde ganske som Herren havde pålagt ham. 6 Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden. 7 Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande. 8 De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på Jorden, 9 gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa.
10 Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden; 11 i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes, 12 og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. 13 Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem, Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner 14 og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger; 15 af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til Noa; 16 Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og Herren lukkede efter ham. 17 Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden. 18 Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet; 19 og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand; 20 femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand.
21 Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker; 22 alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde. 23 Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken. 24 Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
13 Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta. 14 Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den såkaldte "Eurakvilo". 15 Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive. 16 Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede vi med Nød og næppe at bjærge Båden. 17 Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således drive. 18 Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord. 19 Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber. 20 Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Håb om Redning os betaget. 21 Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade. 22 Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgå, men alene Skibet. 23 Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde: 24 "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig." 25 Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig. 26 Men vi må strande på en Ø." 27 Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden. 28 Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne. 29 Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag. 30 Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre ud fra Forstavnen, 31 da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes." 32 Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned. 33 Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder. 34 Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt for nogen af eder." 35 Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise. 36 Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig. 37 Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle. 38 Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen.