Revised Common Lectionary (Complementary)

⁸ I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner, ⁹ han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud! ¹⁰ Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv; ¹¹ i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder, ¹² lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!

¹³ Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter, ¹⁴ dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden. ¹⁵ Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela. ¹⁶ Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl! ¹⁷ Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge. ¹⁸ Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt; ¹⁹ visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst. ²⁰ Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!

⁵ Men Herren så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang. ⁶ Da angrede Herren, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet. ⁷ Og Herren sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!" ⁸ Men Noa fandt Nåde for Herrens Øjne

⁹ Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud. ¹⁰ Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet. ¹¹ Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret; ¹² og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.

¹³ Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden. ¹⁴ Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig; ¹⁵ og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang, 50 Alen bred og 30 Alen høj; ¹⁶ du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste Stokværk. ¹⁷ Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden, skal forgå. ¹⁸ Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner: ¹⁹ og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal det være, ²⁰ af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind til dig for at holdes i Live. ²¹ Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde." ²² Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.

27 Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling. ² Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os. ³ Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde Pleje. ⁴ Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod. ⁵ Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien. ⁶ Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det. ⁷ Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone. ⁸ Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa. ⁹ Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde: ¹⁰ "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv." ¹¹ Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på det, som Paulus sagde. ¹² Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest,