Revised Common Lectionary (Complementary)

143 Herre, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd, ² gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig! ³ Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. ⁴ Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet. ⁵ Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk. ⁶ Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela. ⁷ Skynd dig at svare mig, Herre, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven. ⁸ Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig. ⁹ Fri mig fra mine Fjender, Herre, til dig flyr jeg hen; ¹⁰ lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej! ¹¹ For dit Navns Skyld, Herre, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel, ¹² udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.

¹⁸ Da Drengen var blevet stor, gik han en Dag ud til sin Fader hos Høstfolkene. ¹⁹ Da sagde han til sin Fader: "Mit Hoved, mit Hoved!" Og hans Fader sagde til en Karl " "Bær ham hjem til hans Moder!" ²⁰ Han tog, ham og har ham hjem til hans Moder, og han sad på hendes Skød til Middag; så døde han. ²¹ Men hun gik op og lagde ham på den Guds Mands Seng, og derefter lukkede hun Døren og gik. ²² Så kaldte hun på sin Mand og sagde: "Send mig en af Karlene med et Æsel, for at jeg hurfig kan komme hen til den Guds Mand og hjem igen!" ²³ Han spurgte: "Hvad vil du hos ham i Dag? Det er jo hverken Nymånedag eller Sabbat!" Men hun sagde: "Lad mig om det!" ²⁴ Derpå sadlede hun Æselet og sagde til Karlen: "Driv nu godt på! Stands mig ikke i Farten, før jeg siger til!"

²⁵ Så drog hun af Sted og kom til den Guds Mand på Kamels Bjerg. Da den Guds Mand fik Øje på hende i Frastand, sagde han til sin Tjener Gehazi: "Se, der er Sjunemkvinden! ²⁶ Løb hende straks i Møde og spørg hende: Har du det godt? Har din Mand det godt? Har Drengen det godt?" Hun svarede: "Ja, vi har det godt!" ²⁷ Men da hun kom hen til den Guds Mand på Bjerget, klamrede hun sig til hans Fødder. Gehazi trådte til for at støde hende bort. men den Guds Mand sagde: "Lad hende være, hun er i Vånde, og Herren har dulgt det for mig og ikke åbenbaret mig det!" ²⁸ Da sagde hun: "Har jeg vel bedt min Herre om en Søn? Sagde jeg ikke, at du ikke måtte narre mig?" ²⁹ Så sagde han til Gehazi: "Omgjord din Lænd, tag min Stav i Hånden og drag af Sted! Møder du nogen, så hils ikke på ham. og hilser nogen på dig, så gengæld ikke hans Hilsen; og læg min Stav på Drengens Ansigt!" ³⁰ Men Drengens Moder sagde: "Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Da stod han op og gik med hende.

³¹ Imidlertid var Gehazi gået i Forvejen og havde lagt Staven på Drengens Ansigt; men ikke en Lyd hørtes, og der var intet Livstegn. Da vendte han tilbage og gik Elisa i Møde, meldte ham det og sagde: "Drengen vågnede ikke!" ³² Og da Elisa var kommet ind i Huset, så han Drengen ligge død på Sengen. ³³ Han gik da hen og lukkede sig inde med ham og bad til Herren. ³⁴ Derpå steg han op og lagde sig oven på Drengen med sin Mund på hans Mund, sine Øjne på hans Øjne og sine Hænder på hans Hænder, og medens han således bøjede sig over ham, blev Drengens Legeme varmt. ³⁵ Så steg han ned og gik een Gang frem og tilbage i Huset, og da han atter steg op og bøjede sig over Drengen, nyste denne syv Gange og slog Øjnene op. ³⁶ Derpå kaldte han på Gehazi og sagde: "Kald på Sjunemkvinden!" Han kaldte så på hende, og hun kom til ham. Da sagde han: "Tag din Dreng!" ³⁷ Og hun trådte hen og faldt ned for hans Fødder og kastede sig til Jorden, tog så sin Dreng og gik ud.

2 Også eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder, ² hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsånd, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Ånd, der nu er virksom i Genstridighedens Børn, ³ iblandt hvilke også vi fordum alle vandrede i vort Køds Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur Vredes Børn ligesom også de andre, ⁴ men Gud, som er rig på Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os, ⁵ også da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med Kristus - af Nåde ere I frelste! ⁶ og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus, ⁷ for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Nådes overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus. ⁸ Thi af Nåden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven; ⁹ ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. ¹⁰ Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem.