Revised Common Lectionary (Complementary)

23 Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes, ² han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl, ³ han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld. ⁴ Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

⁵ I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. ⁶ Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i Herrens Hus skal jeg bo gennem lange Tider.

¹⁰ Da kom Herrens Ord til Samuel således: ¹¹ "Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til Konge; thi han har vendt sig fra mig og ikke holdt mine Befalinger!" Da vrededes Samuel og råbte til Herren hele Natten. ¹² Næste Morgen tidlig, da Samuel vilde gå Saul i Møde, blev der meldt ham: "Saul kom til Karmel og rejste sig et Mindesmærke der; så vendte han om og drog videre ned til Gilgal!" ¹³ Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham: "Herren velsigne dig! Jeg har holdt Herrens Befaling!" ¹⁴ Men Samuel sagde: "Hvad er det for en Brægen af Småkvæg, som når mit Øre, og Brølen af Hornkvæg, jeg hører?" ¹⁵ Saul svarede: "De tog dem med fra Amalekiterne; thi Folket skånede det bedste af Småkvæget og Hornkvæget for at ofre det til Herren din Gud; på det andet derimod lagde vi Band!" ¹⁶ Da sagde Samuel til Saul: "bet er nok! Jeg vil kundgøre dig, hvad Herren i Nat har sagt mig!" Han svarede: "Tal!"

¹⁷ Da sagde Samuel: "Om du end ikke regner dig selv for noget, er du så ikke Høvding for Israels Stammer, og salvede Herren dig ikke til Konge over Israel? ¹⁸ Og Herren sendte dig af Sted med den Befaling: Gå hen og læg Band på Amalekiterne, de Syndere, og før Krig imod dem, indtil du har udryddet dem! ¹⁹ Hvorfor adlød du da ikke Herrens Røst, men styrtede dig over Byttet og gjorde, hvad der er ondt i Herrens Øjne?" ²⁰ Saul svarede Samuel: "Jeg adlød Herrens Røst og gik, hvor Herren sendte mig hen; jeg har bragt Kong Agag af Amalek med og lagt Band på Amalek; ²¹ men Folket tog Småkvæg og Hornkvæg af Byttet, det bedste af det bandlyste, for at ofre det til Herren din Gud i Gilgal."

²⁵ Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. ²⁶ Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse; ²⁷ giver ikke heller Djævelen Rum! ²⁸ Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. ²⁹ Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; ³⁰ og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. ³¹ Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! ³² Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.