Revised Common Lectionary (Complementary)

95 Kom, lad os Juble, for Herren, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, ² møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! ³ Thi Herren er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; ⁴ i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; ⁵ Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. ⁶ Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor Skaber!

⁷ Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: ⁸ "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen, ⁹ da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk. ¹⁰ Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje. ¹¹ Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!

⁹ Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes Menighed: Træd frem for Herrens Åsyn, thi han har hørt eders Knurren!" ¹⁰ Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, Herrens Herlighed viste sig i Skyen. ¹¹ Da talede Herren til Moses og sagde: ¹² "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud." ¹³ Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren, ¹⁴ og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.

¹⁵ Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?" Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det er det Brød, Herren har givet eder til Føde! ¹⁶ Og således har Herren påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!" ¹⁷ Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre; ¹⁸ og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde. ¹⁹ Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!" ²⁰ Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem. ²¹ Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.

¹¹ Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve kaldte Forhud af den såkaldte Omskærelse, der sker i Kødet med Hånden, ¹² at I på den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Håb og uden Gud i Verden. ¹³ Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod. ¹⁴ Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg, ¹⁵ Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt Menneske ved at stifte Fred ¹⁶ og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset, idet han ved dette dræbte Fjendskabet. ¹⁷ Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær. ¹⁸ Thi ved ham have vi begge i een Ånd Adgang til Faderen. ¹⁹ Så ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de helliges Medborgere og Guds Husfolk, ²⁰ opbyggede på Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv, ²¹ i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt Tempel i Herren, ²² i hvem også I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Ånden.