Revised Common Lectionary (Complementary)

12 Herren sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig; ² så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse! ³ Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!" ⁴ Og Abram gik,som Herren sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;

121 Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? ² Fra Herren kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber. ³ Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; ⁴ nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. ⁵ Herren er den, som bevarer dig, Herren er din Skygge ved din højre; ⁶ Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten; ⁷ Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl; ⁸ Herren bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!

4 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet? ² Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud. ³ Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed." ⁴ Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed; ⁵ den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;

¹³ Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. ¹⁴ Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet. ¹⁵ Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse. ¹⁶ Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle ¹⁷ (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var.

3 Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Rådsherre iblandt Jøderne. ² Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: "Rabbi! vi vide. at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn, som du gør, uden Gud er med ham." ³ Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig. uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige." ⁴ Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske fødes, når han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?" ⁵ Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige. ⁶ Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. ⁷ Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. ⁸ Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af Ånden." ⁹ Nikodemus svarede og sagde til ham: "Hvorledes kan dette ske?" ¹⁰ Jesus svarede og sagde til ham: "Er du Israels Lærer og forstår ikke dette? ¹¹ Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd. ¹² Når jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, når jeg siger eder de himmelske? ¹³ Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. ¹⁴ Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, således bør Menneskesønnen ophøjes, ¹⁵ for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham. ¹⁶ Thi således elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. ¹⁷ Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham.

17 Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem afsides op på et højt Bjerg. ² Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Åsyn skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset. ³ Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham. ⁴ Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: "Herre! det er godt, at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en og Moses en og Elias en." ⁵ Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem; og se, der kom fra Skyen en Røst. som sagde: "Denne er min Søn. den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!" ⁶ Og da Disciplene hørte det, faldt de på deres Ansigt og frygtede såre. ⁷ Og Jesus trådte hen og rørte ved dem og sagde: "Står op, og frygter ikke!" ⁸ Men da de opløftede deres Øjne, så de ingen uden Jesus alene. ⁹ Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: "Taler ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst fra de døde."