Revised Common Lectionary (Complementary)
51 Til Sangmesteren. En Salme af David, 2 dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.
3 Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed, 4 tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd! 5 Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje. 6 Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer. 7 Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd. 8 Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet. 9 Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; 10 mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble; 11 skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger; 12 skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre; 13 kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; 14 glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd! 15 Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig. 16 Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd; 17 Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.
18 Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke. 19 Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
20 Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure! 21 Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.
58 Råb højt spar ikke din Strube, løft din Røst som Basunen, forkynd mit Folk dets Brøde og Jakobs Hus deres Synder! 2 Mig søger de Dag efter bag og ønsker at kende mine Veje, som var de et Folk, der øver Retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt ret. De spørger mig om Lov og Ret, de ønsker, at Gud er dem nær: 3 "Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?" Se, I driver Handel, når I faster, og pisker på Arbejdsflokken. 4 Se, I faster til Strid og Kiv, til Hug med gudløse Næver; som I faster i Dag, er det ikke, for at eders Røst skal høres i det høje. 5 Er det Faste efter mit Sind, en Dag, da et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som Siv, at ligge i Sæk og Aske, kalder du det for Faste, en Dag, der behager Herren? 6 Nej, Faste efter mit Sind er at løse Gudløsheds Lænker. at løsne Ågets Bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert Åg, 7 at bryde dit Brød til de sultne, bringe hjemløse Stakler i Hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine Landsmænd. 8 Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit Sår, foran dig vandrer din Retfærd, Herrens Herlighed slutter Toget. 9 Da svarer Herren, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: "Her er jeg!" Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt og pege Fingre, 10 rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl, skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som Middag; 11 Herren skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter. 12 Da bygges på ældgamle Tomter, du rejser længst faldne Mure; da kaldes du "Murbrudsbøder", "Genskaber af farbare Veje".
18 I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: "Hvem er da den største i Himmeriges Rige?" 2 Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt dem 3 og sagde: "Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. 4 Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriges Rige. 5 Og den, som modtager et eneste sådant Barn for mit Navns Skyld, modtager mig.
6 Men den, som forarger een af disse små, som tro på mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb. 7 Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at Forargelserne komme; dog ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer!