Revised Common Lectionary (Complementary)
105 Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti. 106 Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud. 107 Jeg er såre ydmyget, Herre, hold mig i Live efter dit Ord! 108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre, og lær mig dine Lovbud! 109 Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov. 110 De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild. 111 Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde. 112 Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden.
23 Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste kalde sammen hos sig. 2 Derpå gik Kongen op i Herrens Hus, fulgt af alle Judas Mænd og alle Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Profeterne og hele Folket, små og store, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen, som var fundet i Herrens Hus. 3 Så tog Kongen Plads ved Søjlen og sluttede Pagt for Herrens Åsyn om, at de skulde holde sig til Herren og holde hans Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, for at han kunde opfylde denne Pagts Ord, således som de var skrevet i denne Bog. Og alt Folket indgik Pagten.
4 Derpå bød Kongen Ypperstepræsten Hilkija og Andenpræsten og Dørvogterne at bringe alle de Ting, der var lavet til Ba'al, Asjera og hele Himmelens Hær, ud af Herrens Helligdom, og han lod dem opbrænde uden for Jerusalem på Markerne ved Hedron, og Asken lod han bringe til Betel. 5 Og han afsatte Afgudspræsterne, som Judas Konger havde indsat, og som havde tændt Offerild på Højene i Judas Byer og Jerusalems Omegn, ligeledes dem, som havde tændt Offerild for Ba'al og for Solen, Månen, Stjernebillederne og hele Himmelens Hær. 6 Og han lod Asjerastøtten bringe fra Herrens Hus uden for Jerusalem til Kedrons Dal og opbrænde der, og han lod den knuse til Støv og Støvet kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave. 7 Han lod Mandsskøgernes Kamre i Herrens Hus rive ned, dem i hvilke Kvinderne vævede Kjortler til Asjera. 8 Han lod alle Præsterne hente fra Judas Byer og vanhelligede Offer: højene, hvor Præsterne havde tændt offerild, fra Geba til Be'er-sjeba. Og han lod Portofferhøjen rive ned, som var ved Indgangen til Byøversten Jehosjuas Port til venstre, når man går ind ad Byporten.
21 Derefter gav Kongen alt Folket, den Befaling: "Hold Påske for Herren eders Gud, som der er foreskrevet her i Pagtsbogen!" 22 Thi slig en Påske var ikke nogen Sinde blevet holdt i Israels og Judas Kongers Tid, ikke siden Dommerne dømte Israel; 23 men først i Kong Josias's attende Regeringsår blev en sådan Påske fejret for Herren i Jerusalem.
24 Også Dødemanerne og Sandsigerne, Husguderne, Afgudsbillederne og alle de væmmelige Guder, der var at se i Judas Land og Jerusalem, udryddede Josias for at opfylde Lovens Ord, der stod skrevet i den Bog, Præsten Hilkija havde fundet i Herrens Hus. 25 Der havde ikke før været nogen Konge, der som han af hele sit Hjerte og hele sin Sjæl og al sin Kraft omvendte sig til Herren og fulgte hele Mose Lov; og heller ikke efter ham opstod hans Lige.
4 Derfor, da vi have denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som er bleven os til Del, så tabe vi ikke Modet; 2 men vi have frasagt os de skammelige Smugveje, så vi ikke vandre i Træskhed, ej heller forfalske Guds Ord, men ved Sandhedens Åbenbarelse anbefale os til alle Menneskers Samvittighed for Guds Åsyn. 3 Men om også vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket iblandt dem, som fortabes, 4 dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker, for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede. 5 Thi ikke os selv prædike vi, men Kristus Jesus som Herre, os derimod som eders Tjenere for Jesu Skyld. 6 Thi Gud, som sagde: "Af Mørke skal Lys skinne frem", han har ladet det skinne i vore Hjerter for, at bringe Kundskaben om Guds Herlighed på Kristi Åsyn for Lyset.
7 Men denne Skat have vi i Lerkar, for at den overvættes Kraft må være Guds, og ikke fra os, 8 vi, som trænges på alle Måder, men ikke stænges inde, ere tvivlrådige, men ikke fortvivlede, 9 forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne, 10 altid bærende Jesu Dødelse om i Legemet, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort Legeme. 11 Thi altid overgives vi, som leve, til Død for Jesu Skyld, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort dødelige Kød. 12 Således er Døden virksom i os, men Livet i eder!