Revised Common Lectionary (Complementary)

37 Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret! ² Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne. ³ Stol på Herren og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab, ⁴ da skal du have din Fryd i Herren, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår. ⁵ Vælt din Vej på Herren, stol på ham, så griber han ind ⁶ og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag. ⁷ Vær stille for Herren og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker. ⁸ Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm. ⁹ Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på Herren, skal arve Landet. ¹⁰ En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke. ¹¹ Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred. ¹² Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham; ¹³ men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme. ¹⁴ De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret; ¹⁵ men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen. ¹⁶ Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom; ¹⁷ thi de gudløses Arme skal brydes, men Herren støtter de retfærdige;

1 I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som fremmed med sin Hustru og sine to Sønner. ² Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til Moabiternes Land og opholdt sig der. ³ Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to Sønner. ⁴ De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År, ⁵ døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene tilbage efter sine to Sønner og sin Mand. ⁶ Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at Herren havde set til sit Folk og givet dem Brød.

⁷ Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted, hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land ⁸ sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til sin Moders Hus! Herren være barmhjertig imod eder, som I har været imod de døde og mig; ⁹ Herren give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt ¹⁰ og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!" ¹¹ Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders Mænd? ¹² Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig fødte Sønner, ¹³ skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig såre ondt for eder, thi mig har Herrens Hånd ramt!" ¹⁴ De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende. ¹⁵ Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!" ¹⁶ Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit Folk, og din Gud skal være min Gud; ¹⁷ hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. Herren ramme mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!" ¹⁸ Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med hende. holdt hun op at tale til hende derom,

¹ Paulus, Kristi Jesu Fange, og Broderen Timotheus til Filemon, vor elskede og Medarbejder, ² og til Søsteren Appia og Arkippus, vor Medstrider, og Menigheden i dit Hus; ³ Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

⁴ Jeg takker min Gud altid, når jeg kommer dig i Hu i mine Bønner, ⁵ efterdi jeg hører om din Kærlighed og den Tro, som du har til den Herre Jesus og til alle de hellige, ⁶ for at din Delagtighed i Troen må blive virksom for Kristus i Erkendelse af alt det gode, som er i eder. ⁷ Thi stor Glæde og Trøst har jeg fået af din Kærlighed, efterdi de helliges Hjerter ere blevne vederkvægede ved dig, Broder!

⁸ Derfor, endskønt jeg kunde med stor Frimodighed i Kristus befale dig det, som er tilbørligt, ⁹ så beder jeg dig dog hellere for Kærlighedens Skyld, sådan som jeg er, som den gamle Paulus, og nu tilmed Kristi Jesu Fange; ¹⁰ jeg beder dig for mit Barn, som jeg har avlet i mine Lænker, Onesimus, ¹¹ ham, som tilforn var dig unyttig, men nu er nyttig både for dig og for mig, ham, som jeg sender dig tilbage, ¹² ham, det er mit eget Hjerte. ¹³ Ham vilde jeg gerne beholde hos mig, for at han i dit Sted kunde tjene mig i Evangeliets Lænker. ¹⁴ Men, uden dit Samtykke vilde jeg intet gøre, for at din Godhed ikke skulde være som af Tvang, men af fri Villie. ¹⁵ Thi måske blev han derfor skilt fra dig en liden Tid, for at du kunde få ham igen til evigt Eje, ¹⁶ ikke mere som en Træl, men som mere end en Træl, som en elsket Broder, særlig for mig, men hvor meget mere for dig, både i Kødet og i Herren. ¹⁷ Dersom da du anser mig for din Medbroder, så modtag ham som mig! ¹⁸ Men har han gjort dig nogen Uret eller er dig noget skyldig, da før mig det til Regning! ¹⁹ Jeg, Paulus, skriver med min egen Hånd, jeg vil betale,for ikke at sige dig, at du desuden også skylder mig dig selv. ²⁰ Ja, Broder! lad mig få Gavn af dig i Herren, vederkvæg mit Hjerte i Kristus!

²¹ I Tillid til din Lydighed skriver jeg til dig, idet jeg ved, at du vil gøre endog mere end det, jeg siger. ²² Men med det samme bered også Herberge for mig; thi jeg håber, at jeg ved eders Bønner skal skænkes eder. ²³ Epafras, min medfangne i Kristus Jesus, ²⁴ Markus, Aristarkus, Demas, Lukas, mine Medarbejdere, hilse dig. ²⁵ Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd!