Revised Common Lectionary (Complementary)
3 Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid: 2 Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde, 3 Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge, 4 Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse, 5 Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne, 6 Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste, 7 Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale, 8 Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred. 9 Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder? 10 Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med. 11 Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket. 12 Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever. 13 Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.
8 Til Sangmesteren. Al-haggittit. En Salme af David.
2 Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen! 3 Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
4 Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte, 5 hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham? 6 Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham; 7 du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder, 8 Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr, 9 Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier. 10 Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!
21 Og jeg så en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere. 2 Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra Himmelen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket før sin Brudgom. 3 Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud. 4 Og han skal aftørre hver Tåre af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal være mere; thi det forrige er veget bort. 5 Og han, som sad på Tronen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere troværdige og sande. 6 Og han sagde til mig: De ere skete. Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den tørstige af Livets Vands Kilde uforskyldt.
31 Men når Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene med ham, da skal han sidde på sin Herligheds Trone. 32 Og alle Folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Fårene fra Bukkene. 33 Og han skal stille Fårene ved sin højre Side og Bukkene ved den venstre. 34 Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid. I min Faders velsignede! arver det Rige, som har været eder beredt fra Verdens Grundlæggelse. 35 Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til eder; 36 jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig. 37 Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! når så vi dig hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig at drikke? 38 Når så vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og klædte dig? 39 Når så vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig? 40 Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig. 41 Da skal han også sige til dem ved den venstre Side: Går bort fra mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. 42 Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; 43 jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke. 44 Da skulle også de svare og sige: Herre! når så vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel og tjente dig ikke? 45 Da skal han svare dem og sige: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I ikke have gjort imod een af disse mindste, have I heller ikke gjort imod mig. 46 Og disse skulle gå bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv."