Revised Common Lectionary (Complementary)

2 Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over Herren, mit Horn er løftet ved min Gud, min Mund vidt opladt mod mine Fjender, jeg glæder mig over din Frelse. ² Der er ingen Hellig som Herren, nej, der er ingen uden dig, der er ingen Klippe som vor Gud ³ Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed undslippe ej eders Mund! Thi en vidende Gud er Herren, og Gerninger vejes af ham. ⁴ Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig med Kraft; ⁵ mætte lader sig leje for Brød, men sultnes Slid hører op; den ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter. ⁶ Herren døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op; ⁷ Herren gør fattig, gør rig, han nedbøjer ⁸ han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter han fattige for at bænke og give dem Ærespladsen. Thi Herrens er Jordens Søjler, Jorderig bygged han på dem ⁹ Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse omkommer i Mørket; thi ingen vinder Sejr ved egen kraft. ¹⁰ Herren - hans Fjender forfærdes, den Højeste tordner i Himmelen, Herren dømmer den vide Jord! Han skænker sin Konge Kraft, løfter sin Salvedes Horn!

¹⁵ Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara; ¹⁶ jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!" ¹⁷ Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?" ¹⁸ Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!" ¹⁹ Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham! ²⁰ Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk. ²¹ Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et År ved denne Tid." ²² Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.

⁸ Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I for de Guder, som af Natur ikke ere det. ⁹ Men nu, da I have lært Gud at kende, ja, meget mere ere blevne kendte af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under? ¹⁰ I tage Vare på Dage og Måneder og Tider og År. ¹¹ Jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgæves på eder.

¹² Vorder ligesom jeg, thi også jeg er bleven som I, Brødre! jeg beder eder. I have ikke gjort mig nogen Uret. ¹³ Men I vide, at det var på Grund af en Kødets Svaghed, at jeg første Gang forkyndte Evangeliet for eder; ¹⁴ og det, som i mit Kød var eder til Fristelse, ringeagtede I ikke og afskyede I ikke, men I modtoge mig som en Guds Engel, som Kristus Jesus. ¹⁵ Hvor er da nu eders Saligprisning? Thi jeg giver eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet eders Øjne og givet mig dem. ¹⁶ Så er jeg vel bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder? ¹⁷ De ere nidkære for eder, dog ikke for det gode; men de ville udelukke eder, for at I skulle være nidkære for dem. ¹⁸ Men det er godt at vise sig nidkær i det gode til enhver Tid, og ikke alene, når jeg er nærværende hos eder. ¹⁹ Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder! ²⁰ - ja, jeg vilde ønske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde omskifte min Røst; thi jeg er rådvild over for eder.