Revised Common Lectionary (Complementary)

141 Herre, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; ² som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! ³ Herre, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! ⁴ Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. ⁵ Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

⁶ Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. ⁷ Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. ⁸ Dog, mine Øjne er rettet på dig, o Herre, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! ⁹ Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; ¹⁰ lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.

²¹ Jeg åbenbarer min Herlighed blandt Folkene, og alle Folkene skal skue den Dom, jeg fuldbyrder, og min Hånd, som jeg lægger på dem. ²² Israels Hus skal kende, at jeg, Herren, er deres Gud fra hin Dag og fremdeles; ²³ og Folkene skal kende, at Israels Hus vandrede i Landflygtighed for deres Misgerningers Skyld, fordi de var troløse imod mig, så jeg skjulte mit Åsyn for dem og gav dem i deres Fjenders Hånd, hvorfor de alle faldt for Sværdet. ²⁴ Efter deres Urenhed og deres Overtrædelser handlede jeg med dem og skjulte mit Åsyn for dem. ²⁵ Derfor, så siger den Herre Herren; Nu vil jeg vende Jakobs Skæbne, forbarme mig over alt Israels Hus og være nidkær for mit hellige Navn; ²⁶ og de skal glemme deres Skændsel og al den Troløshed, de viste mig, når de bor trygt i deres Land, uden at nogen skræmmer, ²⁷ når jeg fører dem tilbage fra Folkeslagene, samler dem fra deres Fjenders Lande og helliger mig på dem for mange Folks Øjne. ²⁸ Og de skal kende, at jeg er Herren deres Gud, når jeg efter at have ført dem i Landflygtighed blandt Folkene samler dem i deres Land uden at lade nogen af dem blive tilbage derude ²⁹ og ikke mere skjuler mit Åsyn for dem, da jeg har udgydt min Ånd over Israels Hus, lyder det fra den Herre Herren.

40 I det fem og tyvende år efter at vi var ført i landflygtighed, ved nytårstide, på den tiende dag i Måneden i det fjortende År efter Byens indtagelse, netop på den Dag kom Herrens Hånd over mig, og han førte mig ² i Guds Syner til Israels Land og satte mig på et såre højt Bjerg, og på det var der bygget noget som en By mod Syd; ³ og da han havde ført mig derhen, se, da var der en Mand som Kobber at se til med en Hørgarnssnor og en Målestang i Hånden, og han stod ved Porten. ⁴ Manden sagde til mig: "Menneskesøn, se med dine Øjne, hør med dine Ører og læg vel Mærke til alt, hvad jeg viser dig; thi du er ført hid, for at jeg skal vise dig det. Kundgør Israels Hus alt, hvad du ser!"

²³ Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men ikke alt opbygger. ²⁴ Ingen søge sit eget, men Næstens! ²⁵ Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn; ²⁶ thi Herrens er Jorden og dens Fylde. ²⁷ Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gå derhen, da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn. ²⁸ Men dersom nogen siger til eder: "Dette er Offerkød," da lad være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for Samvittighedens Skyld. ²⁹ Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed? ³⁰ Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde for det, som jeg takker for? ³¹ Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da gører alt til Guds Ære! ³² Værer uden Anstød både for Jøder og Grækere og for Guds Menighed, ³³ ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de kunne frelses. 11 ¹ Vorder mine Efterfølgere, ligesom også jeg er Kristi!