Revised Common Lectionary (Complementary)

141 Herre, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; ² som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! ³ Herre, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! ⁴ Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. ⁵ Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

⁶ Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. ⁷ Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. ⁸ Dog, mine Øjne er rettet på dig, o Herre, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! ⁹ Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; ¹⁰ lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.

¹⁴ Så kom Herrens Ord til mig således: ¹⁵ Menneskesøn! Dine Brødre, dine Medfanger og alt Israels Hus, alle de, om hvem Jerusalems Indbyggere siger: "De er langt borte fra Herren, os er Landet givet i Eje!" - ¹⁶ derfor skal du sige: Så siger den Herre Herren: Ja, jeg har ført dem langt bort blandt Folkene og spredt dem i Landene, og kun i ringe Måde var jeg dem en Helligdom i de Lande, hvor de kom hen. ¹⁷ Men derfor skal du sige: Så siger den Herre Herren: Jeg vil samle eder sammen fra Folkeslagene og sanke eder op i Landene, hvor I er spredt, og give eder Israels Jord. ¹⁸ Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige Guder og alle dets Vederstyggeligheder; ¹⁹ jeg giver dem et nyt Hjerte og indgiver dem en ny Ånd; jeg tager Stenhjertet ud af deres Legeme og giver dem et Kødhjerte, ²⁰ for at de må følge mine Vedtægter og holde mine Lovbud og gøre efter dem. Så skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. ²¹ Men hines Hjerter holder sig til deres væmmelige Guder og deres Vederstyggeligheder; dem gengælder jeg deres Færd, lyder det fra den Herre Herren.

²² Så løftede keruberne Vingerne og samtidig Hjulene; og Israels Guds Herlighed var oven over dem. ²³ Og Herrens Herlighed steg op fra Byen og stillede sig på Bjerget østen for. ²⁴ Derpå løftede Ånden mig og bragte mig ved Guds Ånd i Synet til de landflygtige i Kaldæa; og Synet, som jeg havde skuet, steg op og svandt bort. ²⁵ Så kundgjorde jeg de landflyggige alle de Ord, Herren havde åbenbaret mig.

²⁵ Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. ²⁶ Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse; ²⁷ giver ikke heller Djævelen Rum! ²⁸ Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. ²⁹ Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; ³⁰ og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. ³¹ Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! ³² Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.

5 Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn, ² og vandrer i Kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt.