Revised Common Lectionary (Complementary)

50 Gud, Gud Herren talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; ² fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans ³ vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; ⁴ han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: ⁵ "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" ⁶ Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

⁷ Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! ⁸ Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; ⁹ jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; ¹⁰ thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; ¹¹ jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. ¹² Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! ¹³ Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? ¹⁴ Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. ¹⁵ Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

¹⁶ Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, ¹⁷ når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? ¹⁸ Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til, ¹⁹ slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. ²⁰ Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; ²¹ det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. ²² Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. ²³ Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

13 På den Tid blev der læst op af Moses's Bog for Folket, og man fandt skrevet deri, at ingen Ammonit eller Moabit nogen Sinde måtte få Adgang til Guds Menighed, ² fordi de ikke kom Israeliterne i Møde med Brød og Vand, og fordi han havde lejet Bileam til at forbande dem, men vor Gud vendte Forbandelsen til Velsignelse. ³ Da de nu hørte Loven, udskilte de alle fremmede af Israel.

²³ På samme Tid lagde jeg også Mærke til, at hos de Jøder, der havde ægtet asdoditiske, ammonitiske eller moabitiske Kvinder, ²⁴ talte Halvdelen af børnene Asdoditisk eller et af de andre Folks Sprog, men kunde ikke tale Jødisk. ²⁵ Da gik jeg i Rette med dem og forbandede dem, ja, jeg slog nogle af dem og rykkede dem i Håret og besvor dem ved Gud: Giv dog ikke deres Sønner eders Døtre til Ægte og tag ikke deres Døtre til Hustruer for eders Sønner eller eder selv! ²⁶ Syndede ikke Kong Salomo af Israel for slige Kvinders Skyld? Mage til Konge fandtes dog ikke blandt de mange Folk, og han var så elsket af sin Gud, at Gud gjorde ham til Konge over hele Israel; og dog fik de fremmede Kvinder endog ham til at synde! ²⁷ Skal vi da virkelig høre om eder, at I begår al denne svare Misgerning og forbryder eder mod vor Gud ved at ægte fremmede Kvinder?

²⁸ En af Ypperstepræsten Eljasjibs Søn Jojadas Sønner, der var Horoniten Sanballats Svigersøn, jog jeg bort fra min Nærhed. ²⁹ Tilregn dem, min Gud, at de besmittede Præstedømmet og Præsternes og Leviternes Pagt!

³⁰ Således rensede jeg dem for alt fremmed, og jeg ordnede Tjenesten for Præsterne og Leviterne efter det Arbejde, hver især havde. ³¹ og Ydelsen af Brænde til fastsatte Tider og af Førstegrøderne. Kom mig i Hu, min Gud, og regn mig det til gode!

⁹ Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med utugtige, ¹⁰ ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers måtte I jo gå ud af Verden. ¹¹ Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller en Røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. ¹² Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere indenfor? ¹³ Men dem udenfor skal Gud dømme.Bortskaffer den onde fra eder selv!