Revised Common Lectionary (Complementary)

32 Salig den, hvis Overdtrærdselser er forladt, hvis Synd er skjult: ² saligt det Menneske, Herren ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.

³ Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem, ⁴ thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela. ⁵ Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for Herren!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela. ⁶ Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå. ⁷ Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

⁸ Gudløses Offer er Herren en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i. ⁹ Den gudløses Færd er Herren en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd. ¹⁰ Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør. ¹¹ Dødsrige og Afgrund ligger åbne for Herren, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.

²⁴ Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil. ²⁵ Hovmodiges Hus river Herren bort, han fastsætter Enkens Skel. ²⁶ Onde Tanker er Herren en Gru, men hulde Ord er rene. ²⁷ Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave. ²⁸ Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud. ²⁹ Herren er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn. ³⁰ Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene. ³¹ Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise. ³² Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse. ³³ Herrens Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.

1 Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja: ² Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, ⁴ som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! ⁵ Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus. ⁶ Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide; og vort Håb om eder er fast, ⁷ efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, således ere I det også i Trøsten. ⁸ Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet. ⁹ Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de døde, ¹⁰ han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os, ¹¹ idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som er bevist os.