Revised Common Lectionary (Complementary)

146 Halleluja! Pris Herren, min Sjæl! ² Jeg vil prise Herren hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. ³ Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! ⁴ Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. ⁵ Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til Herren hans Gud, ⁶ som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed ⁷ og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! Herren løser de fangne, ⁸ Herren åbner de blindes Øjne, Herren rejser de bøjede, Herren elsker de retfærdige, ⁹ Herren vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. ¹⁰ Herren er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!

¹¹ Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham. ¹² Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk. ¹³ At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde. ¹⁴ Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke. ¹⁵ En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk. ¹⁶ Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov. ¹⁷ Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke. ¹⁸ Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven. ¹⁹ Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed. ²⁰ Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf. ²¹ At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød. ²² Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke. ²³ Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk. ²⁴ Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand. ²⁵ Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på Herren, kvæges. ²⁶ Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes. ²⁷ Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker. ²⁸ Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.

⁴³ Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple:

⁴⁴ "Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder." ⁴⁵ Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, så de ikke begreb det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.

⁴⁶ Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem. ⁴⁷ Men da Jesus så deres Hjertes Tanke, tog, han et Barn og stillede det hos sig. ⁴⁸ Og han sagde til dem: "Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor."