Revised Common Lectionary (Complementary)
12 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.
2 Herre, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn; 3 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte. 4 Hver svigefuld Læbe udrydde Herren, den Tunge, der taler store Ord, 5 dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"
6 "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger Herren, "jeg frelser den, som man blæser ad."
7 Herrens Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv. 8 Herre, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. 9 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.
12 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje. 13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer. 14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god. 15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt. 16 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på. 17 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand. 18 De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab. 19 Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre. 20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange. 21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme. 22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed. 23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab. 24 De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab. 25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager. 26 Den stærkes Tillid er Herrens Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt. 27 Herrens Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. 28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald. 29 Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab. 30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene. 31 At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
4 Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden for Helligdommen og Saddukæerne over dem, 2 da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte Opstandelsen fra de døde. 3 Og de lagde Hånd på dem og satte dem i Forvaring til den følgende Dag; thi det var allerede Aften. 4 Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet på Mændene blev omtrent fem Tusinde. 5 Men det skete Dagen derefter, at deres Rådsherrer og Ældste og skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, 6 ligeså Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt. 7 Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: "Af hvad Magt eller i hvilket Navn have I gjort dette?" 8 Da sagde Peter, fyldt med den Helligånd, til dem: "I Folkets Rådsherrer og Ældste! 9 Når vi i Dag forhøres angående denne Velgerning imod en vanfør Mand, om hvorved han er bleven helbredt; 10 da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne står rask her for eders Øjne, 11 Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten. 12 Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste."