Revised Common Lectionary (Complementary)
140 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Red mig, Herre, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, 3 der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. 4 De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela. 5 Vogt mig, Herre, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. 6 Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela. 7 Jeg siger til Herren: Du er min Gud, Herre, lyt til min tryglende Røst! 8 Herre, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. 9 Opfyld ej, Herre, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! 10 Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! 11 Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! 12 Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! 13 Jeg ved, at Herren vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. 14 For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.
34 Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl. 35 Herren har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler 36 og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer. 37 Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor; 38 Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra! 39 Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig? 40 svarede han: Herren, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus; 41 i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig!
50 Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra Herren,. vi kan hverken gøre fra eller til! 51 Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan: blive din Herres Søns Hustru, således som Herren har sagt!" 52 Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for Herren. 53 Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver. 54 Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da, de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare til. min Herre!" 55 Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage bort" 56 Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu Herren har ladet min Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!" 57 De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!" 58 Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!" 59 Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere; 60 og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders Porte!" 61 Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort. 62 Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og han boede i Sydlandet. 63 Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede, så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig. 64 Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen 65 og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit Slør og tilhyllede sig. 66 Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet. 67 Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin Moder.
7 I elskede, jeg skriver til eder ikke et nyt Bud, men et gammelt Bud, som I have haft fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det Ord, som I have hørt. 8 Og dog skriver jeg til eder et nyt Bud, hvilket er sandt i ham og i eder, thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede. 9 Den,som siger,at han er i Lyset,og hader sin Broder, han er i Mørket endnu. 10 Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen Forargelse i ham. 11 Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, fordi Mørket har blindet hans Øjne.