Revised Common Lectionary (Complementary)
Marias lovprisning
46 Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud:
„Jeg priser Herren af hele mit hjerte!
47 Jeg fryder mig over Gud, min Frelser,
48 for han har udvalgt mig, sin ringe tjener.
Alle kommende slægter vil kalde mig velsignet,
49 for den Almægtige har gjort store ting mod mig.
Han er en hellig Gud,
50 og hans trofaste nåde gælder alle, der ærer ham.
51 Han straffer enhver, som har hovmod i hjertet,
og spreder dem for alle vinde.
52 Verdens fyrster styrter han fra tronen,
men de ydmyge ophøjer han.
53 De sultne mætter han med alt godt,
men de rige sender han tomhændet bort.
54 Han er kommet for at hjælpe sin tjener Israel
ved at opfylde sit løfte om nåde,
55 det løfte, han gav vores forfædre,
om at velsigne Abraham og hans børn for evigt.”
Hannas lovprisning
2 Da lovpriste Hanna Herren med følgende ord:
Jeg fryder mig over dig, Herre.
Du har gjort mig glad.
Nu kan jeg le ad mine fjender
og glæde mig over, at du har reddet mig.
2 Ingen er hellig, som du er.
Du hjælper og beskytter os.
Din lige findes ikke.
3 Intet menneske må være hovmodigt
eller bruge pralende ord,
for Herren er den alvidende Gud,
han dømmer vores handlinger.
4 Den overlegne lider nederlag,
men den segnefærdige finder styrke.
5 Den rige må arbejde for føden,
mens den sultende spiser sig mæt.
Den barnløse kvinde føder syv børn,
mens den børnerige sidder og sygner hen.
6 Herren bringer død, og Herren giver liv.
Nogle lægges i graven, andre oprejses fra den.
7 Herren gør nogle fattige og andre rige,
han ydmyger nogle og ophøjer andre.
8 Han løfter de hjælpeløse op fra støvet,
han giver de fortvivlede nyt mod.
Han ærer dem som kongebørn,
bænker dem på hæderspladsen.
Jordens grundvold har Herren skabt,
på den byggede han hele verden.
9 Herren beskytter sine trofaste tjenere,
men de onde omkommer i mørket.
Ingen kan klare sig i egen kraft.
10 De, som kæmper mod Herren, kvæstes.
Han tordner imod dem fra Himlen.
Herren dømmer alle på jorden.
Han giver sin konge styrke
og stor magt til sin salvede.[a]
Messias’ indtog i Jerusalem(A)
11 Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning.[a] Da kaldte Jesus på to af sine disciple. 2 „Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 3 Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ”
4 De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det, 5 råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?” 6 De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.
7 Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem. 8 Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen. 9 Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:
„Hoshana![b]
Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!
10 Gud velsigne vores forfar Davids rige, som er på vej!
Hoshana til Gud i det Højeste!”
11 På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med de Tolv ud til Betania for at overnatte der.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.