Revised Common Lectionary (Complementary)
Beskyttet under Herrens nåde
5 Til korlederen: Brug fløjterne. En sang af David.
2 Herre, hør min bøn,
lyt til mine dybe suk.
3 Min Konge og min Gud, hør mit råb om hjælp,
for til dig vil jeg klage min nød.
4 Om morgenen løfter jeg min røst til dig,
jeg lægger min sag frem for dig og venter.
5 Gud, du hader grusomheder
og kan ikke acceptere ondskab.
6 Oprørere får ikke adgang til dig,
for du hader de onde.
7 Du tilintetgør dem, der lyver,
du afskyr vold og bedrageri.
8 Men jeg kan gå ind i dit tempel
på grund af din trofaste nåde
og tilbede dig i ærefrygt.
9 Herre, led mig ad den rette vej,
så mine fjender ikke fælder mig.
Vis mig den vej, jeg skal gå,
og fortæl mig, hvad jeg skal gøre.
10 Mine fjender lyver konstant,
de er kun ude på at gøre fortræd.
Deres strube stinker som en åben grav,
deres tunge er belagt med smiger.
11 Drag dem til ansvar, oh, Gud,
fang dem i deres egne fælder.
Straf dem for deres trodsighed,
for det er dig, de gør oprør imod.
12 Men lad alle, som stoler på dig, juble.
Lad dem råbe af fryd til hver en tid.
Du beskytter dem, der følger dig trofast,
så de altid er fyldt med glæde.
13 Du velsigner jo de gudfrygtige, Herre,
dækker dem med din nådes skjold.
13 Nøden og pinen i byen er ufattelig.
Åh, Jerusalem, din trøstesløse sorg er uden sidestykke.
Det er umuligt at lindre din grænseløse smerte.
14 Ordene I hørte fra jeres såkaldte profeter, var falske.
Hvis de havde påtalt jeres synd i stedet for at lyve,
havde I måske kunnet undgå denne frygtelige skæbne.
15 På vejen uden for byen går folk nu forbi og råber hånligt:
„Er det den by, man kaldte verdens skønneste?
Den skulle ellers have bragt glæde til hele jorden.”
16 Raseriet står malet i deres ansigter, mens de håner dig:
„Endelig kom Jerusalem ned med nakken!
Det har vi set frem til meget længe.”
17 Så fik Herren til sidst gjort alvor af sin trussel.
Han gennemførte uden skånsel den straf, han havde lovet.
Han gav fjenderne sejr og lod dem tage æren for det.
Saul og Barnabas bliver udsendt på deres første missionsrejse
13 I menigheden i Antiokia var der en række profeter og lærere. Der var Barnabas, Simeon Niger, Lukius fra Kyrene, samt Manaen, der var opvokset sammen med Herodes Antipas, og endelig var der Saul. 2 En dag, da menigheden holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: „Udtag Barnabas og Saul til den opgave, som jeg har udvalgt dem til!” 3 Menigheden fortsatte derefter i bøn og faste, og de lagde hænderne på dem for at sende dem af sted med Guds velsignelse.
Første stop: Cypern
4 Efter at Barnabas og Saul på den måde var udsendt af Helligånden, tog de ned til Seleukia, hvorfra de sejlede til Cypern. 5 Da skibet lagde til i den østlige havneby Salamis, gik de fra borde og opsøgte øens jødiske synagoger, hvor de forkyndte Guds ord. De havde taget Johannes Markus med på rejsen som deres hjælper. 6 De vandrede tværs over øen, indtil de kom til den vestlige havneby Pafos. Her traf de en jødisk troldmand og falsk profet, der hed Bar-Jesus. 7 Han holdt til hos guvernøren, Sergius Paulus, som for øvrigt var en begavet mand. Guvernøren inviterede Barnabas og Saul på besøg, for han ville gerne høre Guds ord. 8 Men Bar-Jesus, der også var kendt som Elimas,[a] modarbejdede dem og prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro. 9 Saul, som også kaldes Paulus, blev da fyldt med Helligåndens kraft. Han så fast på Elimas og sagde: 10 „Du er et Djævelens barn, fuld af løgn og bedrag, modstander af alt, hvad der er ret og rigtigt. Hvornår vil du holde op med at modarbejde Herrens planer? 11 Nu vil Herren straffe dig ved at gøre dig blind for en tid!” I det samme blev alt mørkt omkring ham, så han begyndte at famle rundt for at finde en, der kunne lede ham ved hånden. 12 Da guvernøren så det mirakel, kom han til tro, så forbløffet var han over den kraft, der fulgte med budskabet om Herren.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.