Revised Common Lectionary (Complementary)
14 1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro; 2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast. 3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten! 4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een! 5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse, 6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud; 8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde: 9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ; 10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da? 11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres, 12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! 14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
3 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris, 2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm, 3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang. 4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben, 5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje, 6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. 7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker. 8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude. 9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde; 20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget. 21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe: 22 Herrens Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op, 23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor. 24 Min Del er Herren, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.
31 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd, 3 du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; 4 thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,
15 Men, Herre, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud, 16 mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,
4 Efterdi da Kristus har lidt i Kødet, så skulle også I væbne eder med det samme Sind (thi den, som har lidt i Kødet, er hørt op med Synd), 2 så at I ikke fremdeles leve den øvrige Tid i Kødet efter Menneskers Lyster, men efter Guds Villie. 3 Thi det er nok i den forbigangne Tid at have gjort Hedningernes Villie, idet I have vandret i Uterlighed, Lyster, Fylderi, Svir, Drik og skammelig Afgudsdyrkelse; 4 hvorfor de forundre sig og spotte, når I ikke løbe med til den samme Ryggesløshedens Pøl; 5 men de skulle gøre ham Regnskab, som er rede til at dømme levende og døde. 6 Thi derfor blev Evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel skulde være dømte på Menneskers Vis i Kødet, men leve på Guds Vis i Ånden.
7 Men alle Tings Ende er kommen nær; værer derfor årvågne og ædru til Bønner! 8 Hav fremfor alt en inderlig Kærlighed til hverandre; thi "Kærlighed skjuler en Mangfoldighed af Synder".
57 Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved Navn Josef, som også selv var bleven Jesu Discipel. 58 Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres. 59 Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent, fint Linklæde 60 og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort. 61 Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige over for Graven.
62 Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen, forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus 63 og sagde: "Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde, medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst. 64 Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: "Han er oprejst fra de døde; og da vil den sidste Forførelse blive værre end den første," 65 Pilatus sagde til dem: "Der have I en Vagt; går hen og bevogter den sikkert, som I bedst vide!" 66 Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at have sat Segl for Stenen.
38 Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt, af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han måtte tage Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu Legeme. 39 Men også Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund. 40 De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde. 41 Men der var på det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. 42 Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelses dags Skyld, efterdi Graven var nær.