Revised Common Lectionary (Complementary)

¹³ Se, min Tjener får Fremgang han stiger, løftes og ophøjes såre. ¹⁴ Som mange blev målløse over ham, så umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej Menneskenes Børn ¹⁵ skal Folk i Mængde undres, Konger blive stumme over ham; thi hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde hørt.

53 Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes Herrens Arm? ² Han skød op som en Kvist for hans Åsyn, som et Rodskud af udtørret Jord, uden Skønhed og Pragt til at drage vort Blik, uden Ydre, så vi syntes om ham, ³ ringeagtet, skyet af Folk, en Smerternes Mand og kendt med Sygdom, en, man skjuler sit Ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke. ⁴ Og dog vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. ⁵ Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans Sår. ⁶ Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men Herren lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle. ⁷ Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det klippes. han oplod ikke sin Mund. ⁸ Fra Trængsel og Dom blev han taget, men hvem i hans Samtid tænkte, da han reves fra de levendes Land, at han ramtes for mit Folks Overtrædelse? ⁹ Hos gudløse gav man ham Grav og Gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde Uret, og der ikke var Svig i hans Mund.

¹⁰ Det var Herrens Vilje at slå ham med Sygdom; når hans Sjæl havde fuldbragt et Skyldoffer, skulde han se Afkom, leve længe og Herrens Vilje lykkes ved hans Hånd. ¹¹ Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Når han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser. ¹² Derfor arver han mange, med mægtige deler han Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og regnedes blandt Overtrædere; dog bar han manges Synd, og for Overtrædere bad han.

22 Til Sangmesteren. Efter "Morgenrødens Hind". En Salme af David.

² Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. ³ Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile. ⁴ Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange. ⁵ På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; ⁶ de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme. ⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe; ⁸ alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet: ⁹ "Han har væltet sin Sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

¹⁰ Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; ¹¹ på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. ¹² Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! ¹³ Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig, ¹⁴ spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver. ¹⁵ Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig; ¹⁶ min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv. ¹⁷ Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder, ¹⁸ jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig. ¹⁹ Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod. ²⁰ Men du, o Herre, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp! ²¹ Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold! ²² Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

²³ Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: ²⁴ "I, som frygter Herren, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt! ²⁵ Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!" ²⁶ Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme; ²⁷ de ydmyge skal spise og mættes; hvo Herren søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt! ²⁸ Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til Herren, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn; ²⁹ thi Herrens er Riget, han er Folkenes Hersker. ³⁰ De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live. ³¹ Ham skal Efterkommeme tjene; om Herren skal tales til Slægten, der kommer; ³² de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

¹⁶ "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage," siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind, ¹⁷ og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme." ¹⁸ Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.

¹⁹ Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod, ²⁰ som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød, ²¹ og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus: ²² så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand; ²³ lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen; ²⁴ og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger ²⁵ og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig.

¹⁴ Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekendelsen! ¹⁵ Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd. ¹⁶ Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.

⁷ han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angst, ⁸ og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led, ⁹ og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham,

18 Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over Kedrons Bæk, hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med sine Disciple. ² Men også Judas, som forrådte ham, kendte Stedet; thi Jesus samledes ofte der med sine Disciple. ³ Så tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepræsterne og Farisæerne og kommer derhen med Fakler og Lamper og Våben. ⁴ Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: "Hvem lede I efter?" ⁵ De svarede ham: "Jesus af Nazareth." Jesus siger til dem: "Det er mig." Men også Judas, som forrådte ham, stod hos dem. ⁶ Som han da sagde til dem: "Det er mig," vege de tilbage og faldt til Jorden. ⁷ Han spurgte dem nu atter: "Hvem lede I efter?" Men de sagde: "Jesus af Nazareth." ⁸ Jesus svarede: "Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da lede efter mig, så lader disse gå!" ⁹ for at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: "Jeg mistede ingen af dem, som du har givet mig." ¹⁰ Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Tjeneren hed Malkus. ¹¹ Da sagde Jesus til Peter: "Stik dit Sværd i Skeden! Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?"

¹² Vagtafdelingen og Krigsøversten og Jødernes Svende grebe da Jesus og bandt ham. ¹³ Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til Kajfas, som var Ypperstepræst i det År. ¹⁴ Men det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Råd, at det var gavnligt, at eet Menneske døde for Folket. ¹⁵ Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus i Ypperstepræstens Gård. ¹⁶ Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til Dørvogtersken og førte Peter ind. ¹⁷ Pigen, som var Dørvogterske, siger da til Peter: "Er også du af dette Menneskes Disciple?" Han siger: "Nej, jeg er ikke." ¹⁸ Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det var koldt) og varmede sig; men også Peter stod hos dem og varmede sig. ¹⁹ Ypperstepræsten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans Lære. ²⁰ Jesus svarede ham: "Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har altid lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne komme sammen, og i Løndom har jeg intet talt. ²¹ Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talte til dem; se, de vide, hvad jeg har sagt." ²² Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stode hos, Jesus et Slag i Ansigtet og sagde: "Svarer du Ypperstepræsten således?" ²³ Jesus svarede ham: "Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt: men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?" ²⁴ Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas. ²⁵ Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: "Er også du af hans Disciple?" Han nægtede det og sagde: "Nej, jeg er ikke." ²⁶ En af Ypperstepræstens Tjenere, som var en Frænde af ham, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: "Så jeg dig ikke i Haven med ham?" ²⁷ Da nægtede Peter det atter, og straks galede Hanen.

²⁸ De føre nu Jesus fra Kajfas til Landshøvdingens Borg; men det var årle. Og de gik ikke ind i Borgen, for at de ikke skulde besmittes, men kunde spise Påske, ²⁹ Pilatus gik da ud til dem, og han siger: "Hvad Klagemål føre I mod dette Menneske?" ³⁰ De svarede og sagde til ham: "Var han ikke en Ugerningsmand, da havde vi ikke overgivet ham til dig." ³¹ Da sagde Pilatus til dem: "Tager I ham og dømmer ham efter eders Lov!" Da sagde Jøderne til ham: "Det er os ikke tilladt at aflive nogen; " ³² for at Jesu Ord skulde opfyldes, det, som han sagde, da han gav til Kende, hvilken Død han skulde dø. ³³ Da gik Pilatus igen ind i Borgen og kaldte på Jesus og sagde til ham: "Er du Jødernes Konge?" ³⁴ Jesus svarede: "Siger du dette af dig selv, eller have andre sagt dig det om mig?" ³⁵ Pilatus svarede: "Mon jeg er en Jøde? dit Folk og Ypperstepræsterne have overgivet dig til mig; hvad har du gjort?" ³⁶ Jesus svarede: "Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf." ³⁷ Da sagde Pilatus til ham: "Du er altså dog en Konge?" Jesus svarede: "Du siger det, jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst." ³⁸ Pilatus siger til ham: "Hvad er Sandhed?" Og da han havde sagt dette, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: "Jeg finder ingen Skyld hos ham. ³⁹ Men I have den Skik, at jeg løslade eder en om Påsken; ville I da, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?" ⁴⁰ Da råbte de alle igen og sagde: "Ikke ham, men Barabbas;" og Barabbas var en Røver.

19 Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge. ² Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og kastede en Purpurkappe om ham, og de gik hen til ham og sagde: ³ "Hil være dig, du Jødernes Konge!" og de sloge ham i Ansigtet. ⁴ Og Pilatus gik atter ud, og han siger til dem: "Se, jeg fører ham ud til eder, for at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham." ⁵ Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen på. Og han siger til dem: "Se, hvilket Menneske!" ⁶ Da nu Ypperstepræsterne og Svendene så ham, råbte de og sagde: "Korsfæst! korsfæst!" Pilatus siger til dem: "Tager I ham og korsfæster ham; thi jeg finder ikke Skyld hos ham." ⁷ Jøderne svarede ham: "Vi have en Lov, og efter denne Lov er han skyldig at dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn." ⁸ Da Pilatus nu hørte dette Ord, blev han endnu mere bange. ⁹ Og han gik ind igen i Borgen og siger til Jesus: "Hvorfra er du?" Men Jesus gav ham intet Svar. ¹⁰ Pilatus siger da til ham: "Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har Magt til at løslade dig, og at jeg har Magt til at korsfæste dig?" ¹¹ Jesus svarede: "Du havde aldeles ingen Magt over mig, dersom den ikke var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større Synd." ¹² Derefter forsøgte Pilatus at løslade ham. Men Jøderne råbte og sagde: "Dersom du løslader denne, er du ikke Kejserens Ven. Hver den, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren." ¹³ Da Pilatus hørte disse Ord, førte han Jesus ud og satte sig på Dommersædet, på det Sted, som kaldes Stenlagt, men på Hebraisk Gabbatha; ¹⁴ men det var Beredelsens dag i Påsken, ved den sjette Time. Og han siger til Jøderne: "Se, eders Konge!" ¹⁵ De råbte nu: "Bort, bort med ham! korsfæst ham!" Pilatus siger til dem: "Skal jeg korsfæste eders Konge?" Ypperstepræsterne svarede: "Vi have ingen Konge uden Kejseren." ¹⁶ Så overgav han ham da til dem til at korsfæstes. De toge nu Jesus;

¹⁷ og han bar selv sit Kors og gik ud til det såkaldte "Hovedskalsted", som hedder på Hebraisk Golgatha, ¹⁸ hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en på hver Side, men Jesus midt imellem. ¹⁹ Men Pilatus havde også skrevet en Overskrift og sat den på Korset. Men der var skrevet:"Jesus af Nazareth, Jødernes Konge." ²⁰ Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven på Hebraisk, Latin og Græsk. ²¹ Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: "Skriv ikke: Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge." ²² Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg." ²³ Da nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og gjorde fire Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt igennem. ²⁴ Da sagde de til hverandre: "Lader os ikke sønderskære den, men kaste Lod om den, hvis den skal være;" for at Skriften skulde opfyldes, som siger: "De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon." Dette gjorde da Stridsmændene. ²⁵ Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas's Hustru, og Maria Magdalene. ²⁶ Da Jesus nu så sin Moder og den Discipel, han elskede, stå hos, siger han til sin Moder: "Kvinde! se, det er din Søn." ²⁷ Derefter siger han til Disciplen: "Se, det er din Moder." Og fra den time tog Disciplen hende hjem til sit. ²⁸ Derefter, da Jesus vidste, at alting nu var fuldbragt, for at Skriften skulde opfyldes, siger han: "Jeg tørster." ²⁹ Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af Eddike på en Isopstængel og holdt den til hans Mund. ³⁰ Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han:"Det er fuldbragt;" og han bøjede Hovedet og opgav Ånden.

³¹ Da det nu var Beredelsesdag, bade Jøderne Pilatus om, at Benene måtte blive knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde blive på Korset Sabbaten over; thi denne Sabbatsdag var stor. ³² Da kom Stridsmændene og knuste Benene på den første og på den anden; som vare korsfæstede med ham. ³³ Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans Ben. ³⁴ Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud. ³⁵ Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han siger sandt, for at også I skulle tro. ³⁶ Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: "Intet Ben skal sønderbrydes derpå". ³⁷ Og atter et andet Skriftord siger: "De skulle se hen til ham, hvem de have gennemstunget."

³⁸ Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt, af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han måtte tage Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu Legeme. ³⁹ Men også Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund. ⁴⁰ De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde. ⁴¹ Men der var på det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. ⁴² Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelses dags Skyld, efterdi Graven var nær.