Revised Common Lectionary (Complementary)

49 Hør mig, I fjerne Strande, lyt til, I Folk i det fjerne! Herren har fra Moders Liv kaldt mig, fra Moders Skød nævnet mit Navn; ² til et skarpt Sværd gjorde han min Mund og skjulte mig i Skyggen af sin Hånd, til en sleben Pil har han gjort mig og gemt mig i sit Kogger, ³ sagt til mig: "Du er min Tjener, Israel, ved hvem jeg vinder Ære." ⁴ Jeg sagde: "Min Møje er spildt, på Tomhed og Vind sled jeg mig op dog er min Ret hos Herren, min Løn er hos min Gud." ⁵ Og nu siger Herren, som danned mig fra Moders Liv til sin Tjener for at hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham og i Herrens Øjne er jeg æret, min Gud er blevet min Styrke - ⁶ han siger: "For lidt for dig som min Tjener at rejse jakobs Stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til Hedningers Lys, at min Frelse må nå til Jordens Ende."

⁷ Så siger Herren, Israels Genløser, dets Hellige, til den dybt foragtede, skyet af Folk, Herskernes Træl: Konger skal se det og rejse sig, Fyrster skal kaste sig ned for Herrens Skyld, den trofaste, Israels Hellige, der udvælger dig.

71 Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes. ² Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig; ³ red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg! ⁴ Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer; ⁵ thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var Herren min Tillid; ⁶ fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang. ⁷ For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt; ⁸ min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.

⁹ Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder; ¹⁰ thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd: ¹¹ "Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!" ¹² Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud; ¹³ lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt! ¹⁴ Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;

¹⁸ Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft. ¹⁹ Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet." ²⁰ Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Dårskab? ²¹ Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem, som tro, ²² eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom, ²³ vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Dårskab, ²⁴ men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom. ²⁵ Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.

²⁶ Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; ²⁷ men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke; ²⁸ og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, ²⁹ for at intet Kød skal rose sig for Gud. ³⁰ Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; ³¹ for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af Herren!"

²⁰ Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gå op for at tilbede på Højtiden. ²¹ Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: "Herre! vi ønske at se Jesus." ²² Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus. ²³ Men Jesus svarede dem og sagde: "Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres. ²⁴ Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt. ²⁵ Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. ²⁶ Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. ²⁷ Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time. ²⁸ Fader herliggør dit Navn!" Da kom der en Røst fra Himmelen: "Både har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det." ²⁹ Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: "En Engel har talt til ham." ³⁰ Jesus svarede og sagde: "Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld. ³¹ Nu går der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud, ³² og jeg skal, når jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig." ³³ Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø. ³⁴ Skaren svarede ham: "Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?" ³⁵ Da sagde Jesus til dem: "Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han går hen. ³⁶ Medens I have Lyset, tror på Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!" Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem.