Revised Common Lectionary (Complementary)
32 Salig den, hvis Overdtrærdselser er forladt, hvis Synd er skjult: 2 saligt det Menneske, Herren ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.
3 Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem, 4 thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela. 5 Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for Herren!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela. 6 Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå. 7 Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.
8 Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig. 9 Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig. 10 Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på Herren, omgiver han med Nåde. 11 Glæd jer i Herren, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!
14 På den Dag gjorde Herren Josua stor i hele Israels Øjne, og de frygtede ham alle hans Livs Dage, som de havde frygtet Moses.
15 Da sagde Herren til Josua: 16 "Byd Præsterne, som bærer Vidnesbyrdets Ark, at stige op fra Jordan!" 17 Og Josua bød Præsterne: "Stig op fra Jordan!" 18 Så steg Præsterne, som bar Herrens Pagts Ark, op fra Jordan, og næppe havde deres Fødder betrådt det tørre Land, før Jordans Vand vendte tilbage til sit Leje og overalt gik over sine Bredder som før. 19 Og Folket steg op fra Jordan den tiende Dag i den første Måned og slog Lejr i Gilgal ved Østenden af Jerikolandet.
20 Men de tolv Sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josua i Gilgal, 21 og han sagde til Israeliterne: "Når eders Børn i Fremtiden spørger deres Fædre: Hvad betyder disse Sten? 22 så skal I fortælle eders Børn det og sige: På tør Bund gik Israel over Jordan derhenne; 23 thi Herren eders Gud lod Jordans Vand tørre bort foran eder, indtil I var kommet over, ligesom Herren eders Gud gjorde med det røde Hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi var kommet over, 24 for at alle Jordens Folk skal kende, at Herrens Arm er stærk, at de må frygte Herren eders Gud alle Dage."
6 Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren 7 thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse 8 ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren. 9 Derfor sætte vi også vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller borte, at være ham velbehagelige. 10 Thi vi skulle alle åbenbares for Kristi Domstol, for at hver kan få igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt.
11 Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi åbenbare; ja, jeg håber, at vi også ere åbenbare for eders Samvittigheder. 12 Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder Anledning til at rose eder af os, for at I, kunne have noget at svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet. 13 Thi når vi "bleve afsindige"; var det for Guds Skyld, og når vi ere besindige, er det for eders Skyld. 14 Thi Kristi Kærlighed tvinger os, 15 idet vi have sluttet således: Een er død for alle, altså ere de alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem.