Revised Common Lectionary (Complementary)
2 Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi Herrens Dag, den kommer; 2 ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År.
12 Selv nu, så lyder det fra Herren, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage! 13 Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til Herren eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde. 14 Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til Herren eders Gud. 15 Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling, 16 kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt! 17 Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, Herrens Tjenere, græde og sige: "Herre, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"
58 Råb højt spar ikke din Strube, løft din Røst som Basunen, forkynd mit Folk dets Brøde og Jakobs Hus deres Synder! 2 Mig søger de Dag efter bag og ønsker at kende mine Veje, som var de et Folk, der øver Retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt ret. De spørger mig om Lov og Ret, de ønsker, at Gud er dem nær: 3 "Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?" Se, I driver Handel, når I faster, og pisker på Arbejdsflokken. 4 Se, I faster til Strid og Kiv, til Hug med gudløse Næver; som I faster i Dag, er det ikke, for at eders Røst skal høres i det høje. 5 Er det Faste efter mit Sind, en Dag, da et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som Siv, at ligge i Sæk og Aske, kalder du det for Faste, en Dag, der behager Herren? 6 Nej, Faste efter mit Sind er at løse Gudløsheds Lænker. at løsne Ågets Bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert Åg, 7 at bryde dit Brød til de sultne, bringe hjemløse Stakler i Hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine Landsmænd. 8 Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit Sår, foran dig vandrer din Retfærd, Herrens Herlighed slutter Toget. 9 Da svarer Herren, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: "Her er jeg!" Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt og pege Fingre, 10 rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl, skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som Middag; 11 Herren skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter. 12 Da bygges på ældgamle Tomter, du rejser længst faldne Mure; da kaldes du "Murbrudsbøder", "Genskaber af farbare Veje".
51 Til Sangmesteren. En Salme af David, 2 dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.
3 Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed, 4 tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd! 5 Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje. 6 Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer. 7 Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd. 8 Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet. 9 Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; 10 mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble; 11 skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger; 12 skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre; 13 kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; 14 glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd! 15 Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig. 16 Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd; 17 Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.
20 Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21 Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.
6 Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må have modtaget Guds Nåde; 2 (han siger jo: "På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en Frelsens Dag hjalp jeg dig." Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag;) 3 og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke skal blive lastet; 4 men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster, 5 under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i Nattevågen, i Faste, 6 ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed, 7 ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både til Angreb og Forsvar; 8 ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddru; 9 som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som de, der tugtes, dog ikke til Døde; 10 som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange rige; som de, der intet have, og dog eje alt.
6 Vogter eder at i ikke øve eders Retfærdighed for Menneskene for at beskues af dem; ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er Himlene. 2 Derfor, når du giver Almisse, må du ikke lade blæse i Basun foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og på Gaderne, for at de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. 3 Men når du giver Almisse, da lad din venstre Hånd ikke vide, hvad din højre gør, 4 for at din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.
5 Og når I bede, skulle I ikke være som Hyklerne; thi de stå gerne i Synagogerne og på Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise sig for Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. 6 Men du, når du beder, da gå ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.
16 Og når I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. 17 Men du, når du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, 18 for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.
19 Samler eder ikke Skatte på Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og hvor Tyve bryde ind og stjæle; 20 men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust fortære, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle. 21 Thi hvor din Skat er, der vil også dit Hjerte være.