Revised Common Lectionary (Complementary)

²⁹ Da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, vidste han ikke, at hans Ansigts Hud var kommet til at stråle, ved at han talede med ham. ³⁰ Men Aron og alle Israeliterne så Moses, og se, hans Ansigts Hud strålede, og de turde ikke komme ham nær. ³¹ Men Moses kaldte på dem, og da vendte Aron og alle Menighedens Øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem. ³² Derpå kom alle Israeliterne hen til ham, og han pålagde dem alt, hvad Herren havde talet til ham på Sinaj Bjerg. ³³ Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et Dække over sit Ansigt. ³⁴ Hver Gang han derefter trådte frem for Herrens Åsyn for at tale med ham, tog han Sløret af, indtil han kom ud igen; og når han kom ud, meddelte han Israeliterne, hvad der var blevet ham påbudt. ³⁵ Da så Israeliterne, at Moses's Ansigts Hud strålede; og Moses lagde da Dækket over sit Ansigt, indtil han atter gik ind for at tale med ham.

99 Herren har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på Keruber, Jorden skælver! ² Stor er Herren på Zion, ophøjet over alle Folkeslag; ³ de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han! ⁴ Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd. ⁵ Ophøj Herren vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig er han! ⁶ Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til Herren, han svarer; ⁷ i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem; ⁸ Herre vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde. ⁹ Ophøj Herren vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi hellig er Herren vor Gud!

¹² Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor Frimodighed ¹³ og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der forsvandt, fik Ende. ¹⁴ Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder. ¹⁵ Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når Moses oplæses; ¹⁶ når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket. ¹⁷ Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed. ¹⁸ Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.

4 Derfor, da vi have denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som er bleven os til Del, så tabe vi ikke Modet; ² men vi have frasagt os de skammelige Smugveje, så vi ikke vandre i Træskhed, ej heller forfalske Guds Ord, men ved Sandhedens Åbenbarelse anbefale os til alle Menneskers Samvittighed for Guds Åsyn.

²⁸ Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at bede. ²⁹ Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende. ³⁰ Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias, ³¹ som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem. ³² Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vågnede op, så de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham. ³³ Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: "Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;" men han vidste ikke, hvad han sagde. ³⁴ Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen. ³⁵ Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!" ³⁶ Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.

³⁷ Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare. ³⁸ Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig, se til min Søn: thi han er min enbårne. ³⁹ Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham; ⁴⁰ og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke." ⁴¹ Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn hid!" ⁴² Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham. Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans Fader ham tilbage. ⁴³ Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple: