Revised Common Lectionary (Complementary)

⁸⁹ Herre, dit Ord er evigt, står fast i Himlen. ⁹⁰ Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast. ⁹¹ Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe. ⁹² Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende. ⁹³ Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live. ⁹⁴ Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. ⁹⁵ De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig. ⁹⁶ For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud.

¹¹ Da nu Mika, en Søn af Sjatans Søn Gemarjahu, havde hørt Herrens Ord oplæse af Bogen, ¹² gik han ned i Kongens Hus til Statsskriverens Kammer, hvor han traf alle Fyrsterne siddende, Statsskriveren Elisjama, Delaja Sjemajas Søn, Elnatan Akbors Søn, Gemarjahu Sjafans Søn, Zidkija Hananjas Søn og alle de andre Fyrster; ¹³ og Mika meldte dem alt, had han havde hørt, da Baruk læste Bogen op for Folket.

¹⁴ Da sendte alle Fyrsterne Jehudi, en Søn af Netanja, en Søn af Sjelemja, en Søn af Kusji, til Baruk og lod sige: "Tag Bogrullen, du læste op for Folket, og kom her ned!" Så tog Baruk, Nerijas Søn, Bogrullen og kom til dem. ¹⁵ De sagde til ham: "Sæt dig og læs den for os!" Og Baruk læste for dem. ¹⁶ Men da de havde hørt alle disse Ord, så de rædselslagne på hverandre og sagde: "Alt det må vi sige Kongen." ¹⁷ Og de spurgte Baruk: "Sig os, hvorledes du kom til at optegne alle disse Ord!" ¹⁸ Baruk svarede: "Jeremias foresagde mig alle Ordene, og jeg optegnede dem i Bogen med Blæk." ¹⁹ Så sagde Fyrsterne til Baruk: "Gå hen og gem eder, du og Jeremias, og lad ingen vide, hvor I er!" ²⁰ Efter så at have lagt Bogrullen til Side i Statsskriveren Elisjamas Kammer kom de til Kongen i hans Stue og sagde ham alt.

²¹ Så sendte Kongen Jehudi hen at hente Bogrullen i Statsskriveren Elisjamas Kammer; og Jehudi læste den op for Kongen og alle Fyrsterne, der stod om Kongen. ²² Kongen sad i Vinterhuset med et brændende Kulbækken foran sig; ²³ og hver Gang Jehudi havde læst tre fire Spalter, skar Kongen dem af med Statsskriverens Pennekniv og kastede dem på Ilden i Bækkenet, indtil hele Bogrullen var fortæret af Ilden i Bækkenet. ²⁴ Og hverken Kongen eller nogen af hans Folk blev rædselslagen eller sønderrev deres Klæder, da de hørte alle disse Ord; ²⁵ men skønt Elnafan, Delaja og Gemarjahu bad Kongen ikke brænde Bogrullen, hørte han dem ikke. ²⁶ Derpå bød Kongen Kongesønnen Jerameel, Seraja Azriels Søn og Sjelemja Abdeels Søn at gribe Skriveren Baruk og Profeten Jeremias; men Herren skjulte dem.

² Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget. ³ Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen. ⁴ Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel. ⁵ Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster. ⁶ Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme; ⁷ dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede mig end mere.

⁸ Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, - ⁹ så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os. ¹⁰ Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. ¹¹ Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde beviste I, at I selv vare rene i den Sag. ¹² Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds Åsyn.