Revised Common Lectionary (Complementary)
5 på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. 6 Herre, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, 7 din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre, du frelser Folk og Fæ, 8 hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; 9 de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; 10 thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
19 Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!" 20 Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus, så lyder det fra Herren. 21 Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn, fordi de vandrede Krogveje, glemte Herren deres Gud. 22 Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er Herren vor Gud. 23 Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos Herren vor Gud er Israels Frelse. 24 Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og Hornkvæg, Sønner og Døtre. 25 Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod Herren vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst.
7 Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde; 2 men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand. 3 Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden. 4 Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. 5 Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende. 6 Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling. 7 Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden så.