Revised Common Lectionary (Complementary)

11 Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror frem af hans Rod; ² og Herrens Ånd skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Ånd, Råds og Styrkes Ånd, Herrens Kundskabs og Frygts Ånd. ³ Hans Hu står til Herrens Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører. ⁴ Han dømmer de ringe med Retfærd, fælder redelig Dom over Landets arme. Voldsmanden slår han med Mundens Ris, gudløse dræber han med Læbernes Ånde. ⁵ Og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed Hofternes Bælte. ⁶ Og Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile hos Kiddet, Kalven og Ungløven græsse sammen, dem driver en lille Dreng. ⁷ Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger ligger Side om Side, og Løven æder Strå som Oksen; ⁸ den spæde skal lege ved Øglens Hul, den afvante række sin Hånd til Giftslangens Rede. ⁹ Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland; thi Landet er fuldt af Herrens Kundskab, som Vandene dækker Havets Bund.

²⁰ og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ²¹ "Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre den!" ²² Men de faldt på deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt Mand synder?" ²³ Da talede Herren til Moses og sagde: ²⁴ "Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring Koras, Datans og Abirams Bolig!"

²⁵ Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste, ²⁶ og han talte til Menigheden og sagde: "Træk eder tilbage fra disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres Synders Skyld!" ²⁷ Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små. ²⁸ Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at Herren har sendt mig for at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i Egenrådighed: ²⁹ Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har Herren ikke sendt mig; ³⁰ men hvis Herren lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd har hånet Herren!" ³¹ Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig under dem, ³² og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede; ³³ og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af Forsamlingen. ³⁴ Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig, thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!" ³⁵ Og Ild for ud fra Herren og fortærede de 250 Mænd, der frembar Røgelse.

²³ Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften. ²⁴ Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre troede ikke. ²⁵ Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten Esajas til eders Fædre og sagt: ²⁶ "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se; ²⁷ thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem." ²⁸ Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle også høre." ²⁹ Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor Trætte imellem dem indbyrdes. ³⁰ Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle, som kom til ham, ³¹ idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uhindret.