Revised Common Lectionary (Complementary)

² Se, Gud er min Frelse, jeg er trøstig og uden Frygt; thi Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. ³ I skal øse Vand med Glæde af Frelsens Kilder ⁴ og sige på hin Dag: Tak Herren, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendt blandt Folkene, kundgør, at hans Navn er højt! ⁵ Lovsyng Herren, thi stort har han øvet,lad det blive kendt på den vide Jord! ⁶ Bryd ud i Fryderåb, Zions Beboere, thi stor i eders Midte er Israels Hellige!

6 Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til; ² (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?)

³ I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær. ⁴ De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti; ⁵ de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David; ⁶ de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade. ⁷ Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra Herren, Hærskarers Gud.

⁸ Den Herre Herren svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde.

8 Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i Makedoniens Menigheder, ² at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds Rigdom. ³ Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne af egen Drift, ⁴ idet de med megen Overtalelse bade os om den Nåde at måtte tage Del i Hjælpen til de hellige, ⁵ og ikke alene som vi havde håbet, men sig selv gav de først og fremmest til Herren og så til os, ved Guds Villie, ⁶ så at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt, således også til at tilendebringe hos eder også denne Gave. ⁷ Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i denne Gave! ⁸ Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at prøve også eders Kærligheds Ægthed. ⁹ I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige. ¹⁰ Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil. ¹¹ Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders Evne. ¹² Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter, hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner. ¹³ Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders Overflod komme hines Trang til Hjælp, ¹⁴ for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for at der kan blive Ligelighed, ¹⁵ som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt."