Revised Common Lectionary (Complementary)
16 Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig! 2 Jeg siger til Herren: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig. 3 De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til." 4 Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund. 5 Herren er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd. 6 Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig. 7 Jeg vil prise Herren, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.
8 Jeg har altid Herren for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke. 9 Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed. 10 Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven. 11 Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt.
28 Alt dette ramte nu Kong Nebukadnezar. 29 Tolv Måneder senere, da Kongen vandrede på Taget af det Kongelige Palads i Babel, 30 udbrød han: "Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til Kongesæde ved min vældige Magt, min Herlighed til Ære?" 31 Men før Kongen endnu havde talt ud, lød en Røst fra Himmelen: "Det gives dig til Kende, Kong Nebukadnezar, at dit Kongedømme er taget fra dig! 32 Af Menneskenes Samfund skal du udstødes og bo blandt Markens Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget; og syv Tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil!" 33 I samme Stund fuldbyrdedes Ordet på Nebukadnezar; han blev udstødt af Menneskenes Samfund og åd Græs som Kvæget, og hans Legeme vædedes af Himmelens Dug, til hans Hår blev langt som Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer.
34 Men da Tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til Himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis Herredømme er evigt, og hvis Rige står fra Slægt til Slægt. 35 Alle, som bor på Jorden, er for intet at regne; han handler efter sit Tykke med Himmelens Hær og med dem, som bor på Jorden, og ingen kan holde hans Hånd tilbage og sige til ham: "Hvad gør du?" 36 I samme Stund fik jeg min Forstand igen; jeg fik også min Herlighed og Glans igen, mit Rige til Ære; mine Rådsherrer og Stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit Rige, og endnu større Magt blev mig givet. 37 Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge: Alle hans Gerninger er Sandhed, hans Veje Retfærd, og han kan ydmyge dem, som vandrer i Hovmod.
12 Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands. 2 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter. 3 Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort. 4 Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede. 5 Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de. 6 Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn." 7 Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor." 8 Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingården. 9 Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingårdsmændene og give Vingården til andre. 10 Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? 11 Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne." 12 Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.